Kicki Merkel (længst til venstre) er her omgivet af Sofie, der er førsteårselev, og Emma og Therese, der er færdiguddannede frisører. Foto: Anders Knudsen Anders Knudsen
Det hele begyndte for 10 år siden med 80.000 kroner fra banken, en weekend til at forberede salonen, et antal praktiske kompromiser på størrelse med Fyn, men også en stor vision om at skabe Nykøbings største frisørsalon.
NYKØBING: Da Kicki Merkel var otte år, havde hun en venindebog. I den stod der, at hun ville være frisør, når hun voksede op.
Efter mere end 10 år sidder hun i kælderen i sin egen frisørsalon, Frisør Kicki Merkel. På bordet i midten står en lille holder med kuglepenne og en hårspray, på væggen hænger en tegning lavet af bloggen Live på Lolland, hvor en selvtilfreds kvinde proklamerer, at økologisk mad da per automatik er fedtfattigt.
Og på en planche på væggen står en række punkter for, hvorfor en kunde vælger at blive. Kicki Merkel har sat to røde streger under ordet "måden." Altså måden, man bliver taget imod. Måden, man bliver rådgivet på.
Siden salonens 10-årsjubilæum i foråret har et par læsere foreslået at tale med Kicki Merkel om hendes vej til at eje én af Nykøbings største frisørsaloner.
For mig er Nykøbing det fedeste sted i verden. Hvad de kan i København, kan vi gøre bedre i Nykøbing ment på den måde, at vi aldrig må tale os selv ned.
Kicki Merkel, ejer af Frisør Kicki Merkel
Vision og koncept
Annonce
Det er blevet til en samtale om at have en vision og et koncept for øje og ikke mindst at holde fast i dem. Særligt når nu hun drømte om at være grøn, men levede i en tid, hvor økologi og bæredygtighed ikke var øverst på dagsordenen i den største del af det danske rige.
Branchen har én af de korteste professionelle levetider, hvor frisører i gennemsnit forlader faget efter 8,3 år. Blandt andet fordi at man har benyttet sig af produkter med kemikalier, der blev forbudt i malerbranchen i 70'erne, og det ville hun gøre op med. Derfor er hendes salon certificeret grøn.
Derudover har hun fra begyndelsen valgt et højt fokus på rådgivning som en del af sit koncept. For selv om kunden har et meget stort ønske, er det frisørens professionelle ansvar at fortælle den, hvis en behandling kan være direkte skadeligt for håret, siger hun.
Salonen skulle være i Nykøbing
Frisørbranchen er et kvindefag. Man er veninder, man har barsler og arbejdstider, der skal fungere med privatlivet.
Det udfordrede hende, da hun selv var medarbejder og havde brug for en tydelig leder. Hun kunne ikke trives med at møde op, få at vide, hvor hun skulle arbejde, hvor meget tid der var sat af, og derefter gøre, hvad hun havde lyst til.
- Hvordan skulle det gøre os dygtigere og bedre, spørger hun.
Kicki Merkel er faglært frisør fra Ringsted og har derefter arbejdet i Stubbekøbing og i Nykøbing. Hun arbejdede i Ungt Hår, før hun startede sin egen salon. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Manglen på en tydelig leder kan også risikere at føre til snakken i krogene. Hønsegården, som klichéen lyder.
- At være leder i denne branche er møghamrende svært, for vi er kolleger. Vi står ved siden af hinanden hver dag. Og vi har publikum på.
Men Kicki Merkel ville gøre forsøget, og det var én af flere årsager til, at hun efter godt 10 år som medarbejder var klar til at starte sin egen salon.
Annonce
En række af kompromiser
I sin virksomhedsplan noterede hun, at salonen skulle være certificeret grøn, og at hun på sigt ville skabe en arbejdsplads. Derudover skulle salonen ligge i Nykøbing.
- For mig er Nykøbing det fedeste sted i verden. Hvad de kan i København, kan vi gøre bedre i Nykøbing ment på den måde, at vi aldrig må tale os selv ned.
Hun skrev planen ned i 2011, hvor finanskrisen efterhånden havde ramt frisørbranchen. Det tager altid lidt tid, før folk begynder at spare på håret. Da hun ankom til det møde, hun var blevet indkaldt til i banken, fik hun derfor besked på, at hun ikke kunne låne 250.000 kroner.
Vi har alle glæde af en by, der blomstrer og virker. I salonen har vi en stor vækst i øjeblikket fra især tilflyttere, så vi skal nok klare os. Men jeg vil samtidig gerne lege med hele byen. Nykøbing kan, hvis man engagerer sig.
Kicki Merkel, ejer af Frisør Kicki Merkel
I stedet fik hun en kassekredit på 80.000 kroner, udelukkende fordi at hun havde taget sig tid til at lave en grundig virksomhedsplan.
På Langgade 27 fandt hun et lokale, der allerede var indrettet som frisørsalon og skulle afhændes, så hun fik det billigt.
Husker tydeligt de første kunder
Det var fredag, da hun overtog lokalet, og mandag åbnede hun salonen. Forinden havde hun været igennem én lang række af kompromiser. Hun havde kun råd til at købe ét af hvert produkt, og der var kun penge til at få logoet på den ene rude.
Om natten satte hun selv en hjemmeside op, og hun fandt penge til en lille bitte annonce i ugeavisen. Da hun åbnede salonen mandag morgen, stod der 0 kroner på kontoen.
I dag driver Kicki Merkel én af Nykøbings største saloner. Hun nyder at se kunderne møde bekendte i salonen, at undervise eleverne og at møde både sine faste kunder og de nye, der kommer forbi. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Til gengæld havde hun booket for 14 dage, og hun havde råd til at udbetale løn til sig selv fra den første dag.
Annonce
- Jeg kan huske kunderne fra de første tre måneder. Og jeg har den dag i dag kunder, der har været med fra begyndelsen.
En branche mere end striber
I dag holder salonen til i et langt større lokale tættere på Torvet med to færdiguddannede frisører og tre frisørelever ansat foruden hende selv og en fleksjobber.
Eleverne kommer primært fra Lolland eller Falster og har fået læreplads med det udgangspunkt, at de kan fortsætte efter endt skolegang.
For Kicki Merkel er frisørgerningen mere end hår. Og kaffe. Og sjove striber.
- Det er det også, og det er det, vi lever af. Men det kan vi ikke, hvis ikke alt det andet er på plads.
Derfor sætter personalet tid af til at lave hyldeblomstsaft fra bunden, som de byder kunderne i salonen. De løber ud på gaden og sætter p-skiven for de kunder, der måtte have glemt det. Eller hjælper seniorer med MitID.
En sjovere by
De laver julehjælpsaktiviteter med Mødrehjælpen og samarbejder med Region Sjælland om at tilbyde parykker til mennesker ramt af kræft ud fra det mantra, at salonen er der ved konfirmationer, bryllupper og fester. Men man er der også, når livet er udfordrende.
Samtidig er salonen medlem af handelsstandsforeningen Vores Nykøbing. Og det er ikke, fordi at Kicki Merkel nødvendigvis får flere klip af at holde åbent til klokken 21 på late night, eller at der er musik på Torvet hele sommeren.
Annonce
- Men det gør byen sjovere at være i, og vi har alle glæde af en by, der blomstrer og virker. I salonen har vi en stor vækst i øjeblikket fra især tilflyttere, så vi skal nok klare os. Men jeg vil samtidig gerne lege med hele byen. Nykøbing kan, hvis man engagerer sig.
Seneste artikler
Samarbejdet er ophørt: Valsemøllen er ikke trygge ved Danish Agro
Kommunen stod ved døren: - Vi var skjult
Et mausoleum over dansk sukkerproduktion
Forfatteren bag Badehotellet og Krøniken er død - 78 år
Pless jubler: Lykkelig for, at hun fortsætter
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern
- Et godt tidspunkt