Mere professionalisme på vej i Maribo Handel
Amalie Knirke - den nye eventkoordinator - blev præsenteret på mødet. Hun kommer blandt andet til at bruge meget af sin tid på onsdagsmarkeder, CraftDays, Birgittadagene - og alt det andet, der foregår i byen. Foto: Jan Knudsen
Jan Knudsen
Eventkoordinator og nyt reklamebureau sætter Maribo på landkortet.
MARIBO Da årets generalforsamling i Maribo Handel blev holdt tirsdag aften på Hotel Søpark, blev det et af de roligste, men samtidig et af de mest ambitiøse, der har været i nyere tid.
Formandens beretning handlede især om det besynderlige corona-år, der har medført, at der har været meget begrænsede aktiviteter i foreningen - hvilket også er en del af årsagen til, at der kunne præsenteres et overskud. Den anden årsag til dette er, at Lolland Kommune er begyndt at støtte foreningen mere end tidligere.
Et vigtigt element i talen handlede om bestræbelserne på at oprette foreningen "Mit Maribo", der skal være et politisk talerør for alle aspekter af handlen i byen. Foreningen ventes at være klar inden årets udgang.
Der var ingen forslag til vedtagelse, ingen debat om lukketider. Selv et tilløb til en debat om en lidt for uensartet juleudsmykning kom aldrig rigtig i gang, idet formanden for Maribo Handel, Birger Christensen, kunne berolige med, at hele udsmykningen er ved at blive saneret og ensartet, så farverne i pærerne bliver ens, så udsmykningen kommer til at fremstå tidssvarende og professionel.
På en halv time blev generalforsamlingen gennemført, hvorefter der var tid til at fortælle om andre professionelle tiltag i organiseringen af den daglige drift og events.
Professionel koordinator
Den professionelle tilgang til markedsføringen af Maribo som handelsby kom herefter til at dominere mødet.
Først med præsentationen af den nye eventkoordinator Amalie Knirke, der allerede har sat sit præg på planlægningen af de ugentlige onsdagsmarkeder, ligesom hun har fået godt fat i en anden del af sin opgave, der handler om at styre Green House og Iværksætter Lolland, der er blevet et af de kulturelle samlingspunkter i byen.
Fremover får hun også en rolle i andre events i byen, såsom Craft Days, Birgittadagene, Magisk Festival, juletraditionerne - og alle de andre begivenheder, der samler Maribo.
Ved generalforsamlingen kunne Maribo Handel fremvise et overskud på præcis 142.142 kroner, hvilket var væsentlig bedre end sidste år, hvor der var et underskud på cirka 20.000 kroner.
Generalforsamlingen kunne desværre ikke mønstre en bestyrelse på syv medlemmer for det kommende år, idet Dorthe Vistisen fratrådte i bestyrelsen, men ingen valgte at træde ind i stedet.
Bestyrelsen kan dog godt fungere med seks medlemmer.
Ved generalforsamlingen var Birger Christensen og Helle Lynge også på valg, og de blev begge genvalgt.
Fælles hjemmeside
Herefter blev ordet givet til Thomas Kaufmann fra reklamebureauet Provi, som er blevet engageret til at lave en helt ny strategi for Maribo Handel, der skal samle byens butikker på én hjemmeside, hvor man kan finde alt om åbningstider, events og andet om handlen i byen. Selv en webshop kan de enkelte butikker åbne på platformen.
Provi kommer også til at spille en nøglerolle, når det gælder support til butikkerne, når de skal gøre sig synlige på Facebook og andre sociale medier - supporteret af blandt andre Amalie Knirke, der vil være til stede ved de events, der ventes at trække flest engagerede brugere ind.
Thomas Kaufmann garanterede, at de fælles tilstedeværelse på nettet vil gøre det nemmere at få en topplacering på Google, så Maribo i højere grad bliver bemærket i sin omverden, således at butikkerne aktivt skal gøre deres hjemmesider til en del af universet.
Provi præsenterede også et nyt logo, som bliver taget i brug fremover.