Mette og Tom fangede en indbrudstyv
Ægirsvej i Væggerløse er en af de stille parcelhusveje, der er mange af. Mandag aften var Mette Rasmussen ufrivilligt involveret i action på vejen. Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
En civil anholdelse er ikke for alle at kaste sig ud i. Men det gik godt i Væggerløse mandag aften.
VÆGGERLØSE Mandag aften sidder ægteparret Mette og Tom Rasmussen i deres sofa i parcelhuset i Væggerløse og ser en halvkedelig film.
Kort efter føler de sig selv som medvirkende i en film. En af dem med fart, fare, vold og masser af adrenalin. Men også en af de film, der ender godt.
Vejen op ad sofaen begynder, da parrets 27-årige søn, som bor lige rundt om hjørnet, ringer. Alarmen i hans hus på Ægirsvej er gået, sønnen er ikke hjemme, og han ringer for at høre, om det måske er hans forældre, der er i huset og har fået udløst alarmen ved en fejl.
Det er det ikke.
Otte minutter
Et splitsekund efter sidder Mette og Tom Rasmussen i deres bil på vej de få hundrede meter mod sønnens hjem.
- Vi skal af sted og se, hvad der foregår i huset. Hvis der er en tyv, skal vi have tilkaldt politiet hurtigst muligt, fortæller Mette Rasmussen om sine tanker, mens hun løber ud af bilen og rundt om sønnens hus. Hendes mand, 52-årige Tom Rasmussen, løber den anden vej om huset.
Han møder tyven på terrassen.
Mette Rasmussen ringer 112, bliver stillet om til politiet og beder om hjælp. I de næste otte minutter har hun kontakt med politiet, til hun hører sirenerne nærme sig.
Civil anholdelse ifølge retsplejeloven § 755
Politiet kan anholde en person, der med rimelig grund mistænkes for et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale, såfremt anholdelse må anses for påkrævet for at hindre yderligere strafbart forhold, for at sikre hans foreløbige tilstedeværelse eller for at hindre hans samkvem med andre.
Stk. 2. Samme beføjelser har enhver, der træffer nogen under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af et strafbart forhold, der er undergivet offentlig påtale. Den anholdte skal snarest muligt overgives til politiet med oplysning om tidspunktet og grundlaget for anholdelsen.
Klokken er 21.06
Tyven er på vej ud af huset med en flaske rom, en flaske whisky og et fjernsyn i armene. Han har smidt en stor sten ind gennem en glasdør, og der er glasskår alle vegne i stuen. Under en dyne i soveværelset ligger alarmen og hyler.
Da tyven møder Tom Rasmussen på terrassen, smider han fjernsynet og forsøger at stikke af.
- Klokken er 21.06, og du kan betragte dig som anholdt, råber Tom Rasmussen, som får fat i kraven på tyven og prøver at holde ham fast op ad et plankeværk.
Mette Rasmussen står i indkørslen og ser som i en filmscene sin mand blive slået i hovedet med de to spiritusflasker, som tyven svinger for at komme fri.
- Flaskerne knuses, og jeg bliver bange. Jeg tænker på, at flaskerne kan stikke og skære, og at det kan blive farlig. Jeg når også at tænke, at nu falder Tom måske om, og at jeg må se at komme væk. Men Tom får skærmet sig. Han holder stadig fat i tyven, og de lander på ryggen på trappestenen med Tom nederst. Tyven får vendt sig om og slår med knytnæver og knæ på Tom, inden han prøver at stikke af igen, fortæller Mette Rasmussen.
Rolig og tilfreds
Ude på vejen får Tom Rasmussen igen fat i tyven, får ham ned på jorden og holder ham fast med arme og ben. Sådan sidder de to viklet ind i hinanden, da to patruljevogne svinger ind på Ægirsvej og tager over.
Selv om de otte minutter indeholder mere fare og vold, end hele resten af Mettes 51-årige liv tilsammen, står hun få dage efter i dagslyset foran sin søns hus med en rolig og tilfreds fornemmelse i mave og sind.
- Det var voldsomt, men jeg blev hele tiden beroliget og vejledt af politiet. De sagde, at jeg skulle passe på mig selv, og at de var på vej med hjælp. Til sidst kunne jeg høre sirenerne komme kørende mod os. Og jeg er meget glad for, at tyven ikke slap væk, fortæller hun.
Buler og et sæbeøje
Tom Rasmussen blev mandag aften tjekket på skadestuen. Han har buler, skrammer og et sæbeøje. Men han er ikke kommet alvorligt til skade. Han har ikke lyst til at stå frem i avisen, mens sagen efterforskes af politiet. Men det vil hans hustru gerne, for hun vil rose politiet.
- Man hører ofte folk klage over, at politiet enten ikke kommer eller er meget længe om at komme, når der er indbrud. Denne gang fortjener politiet kæmpe ros. De var her hurtigt, og de fik mig til at føle mig rolig hele vejen. Vi har fået et nummer til én hos politiet, vi kan få en samtale med, hvis vi har behov for det. Men vi taler med hinanden, så det får vi nok ikke brug for, konstaterer Mette Rasmussen.
Få civile anholdelser
Hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi anerkender politikommissær og sekretariatsleder ved lokalstationen i Nykøbing, Casper Andersen, Tom og Mette Rasmussens indsats.
- Jeg forstår bestemt godt, at de bliver irriterede og ønsker at handle, når de står med sådan et indbrud. De har handlet inden for lovens rammer, og vi har intet at udsætte på deres håndtering af tyven, siger Casper Andersen.
På Lolland-Falster er der efter hans vurdering højst et par eksempler på civile anholdelser som denne om året. Når man ser bort fra de episoder, hvor en butiksindehaver eller butiksdetektiv tilbageholder en tyv, til politiet kommer.
Pas på dig selv
Det er da ifølge politiet heller ikke for alle at kaste sig ud i en civil anholdelse.
- Hvis man føler sig underlegen i størrelse eller alder, skal man tænke sig godt om og måske afstå, siger han og fortsætter:
- Man skal først og fremmest passe godt på sig selv og ikke risikere at havne nederst i bunken i en slåskamp. Og så skal man huske, at man selvfølgelig må forsvare sig selv, men man må ikke slå tyven, siger Casper Andersen.
En 26-årig mand fra Gedser-området blev tirsdag fremstillet i et lukket grundlovsforhør og varetægtsfængslet i to uger i forbindelse med indbruddet på Ægirsvej. Han er sigtet for forsøg på røveri og grov vold. Han nægter sig skyldig.
Seneste artikler
Vil forkorte vinterberedskabet med en måned
Annonce: Ferien skal ikke kun holdes - den skal opleves
13 kæledyr hentet på Lolland i ulykkelig sag
Sankthans på Lolland-Falster: Her kan vi samles om bålet
Mads har boet på Granlunden i 30 år: - Jeg holder meget af beboerne og personalet her
Mest læste artikler
DMI-prognose viser over 30 grader på Lolland
59.500 kroner til NFC-formand blev bogført som rengøring
Stor havnedag trak flere tusinde til byen
Kæmpe afklapsning: FC Nakskov sikrer historisk oprykning i fodboldlektion
Vibrerende stemning på værtshus: - Dildoparty gik over al forventning