Meyers vanvittige eventyr: Jeg følte mig som en fiasko

I 2016 besøgte kronprinsesse Mary og statsminister Lars Løkke Rasmussen Claus Meyer i hans "The Great Northern Foodhall" på Grand Central Station i New York. Efter en rundvisning fik gæsterne frokost på restaurant Agern. Men det store eventyr i USA endte med en gigantisk nedtur. Arkivfoto: Troels Graugaard/Ritzau Scanpix

Projektet med at åbne og drive restaurant i New York var ved at udvikle sig til en katastrofe, der kunne have kostet Claus Meyer hele formuen.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Det var så fucking irriterende, det der eventyr i USA!

Claus Meyer lægger ikke bånd på sig selv, når han fortæller om årene i USA, og det er også der, hans nye selvbiografi begynder: I New York i 2017, hvor han kæmper for at åbne restaurant Agern i Grand Central Station.

Et projekt, der ender i vandskade og fiasko. Men som begyndte med, at han havde solgt sin virksomhed for så mange millioner, at han aldrig igen behøvede at bekymre sig om penge. Hvilket også havde fået ham til at skyde penge i Nykøbing FC.

- Jeg husker tydeligt, da jeg sad nede i Nykøbing Idrætspark. Jeg har lige solgt virksomheden, og vi offentliggjorde det der samarbejde med Claus Jensen og Axel (Castenshiold, red.) og Tage (Nielsen, red.). Det var fandme sjovt at lave det der, og verden var let, og jeg kunne ligesom tillade mig bare at give nogle penge væk. Det var en investering, som på sin vis jo også var et sponsorat på en eller anden måde, ikke? Det var ikke mig, der skulle have magt, og jeg husker den der lethed.

Letheden spiller ind, da idéen om at drive restaurant i New York opstår.

- På en måde så lader jeg mig besnakke til at tage ud på det her fuldstændig vanvittige eventyr, siger han og fortæller, at han troede, iværksætteriet i USA skulle være en fest.

Næsten et mareridt

Han var blevet inviteret til Amerika af en partner, som skulle stå for den finansielle del af det, mens han selv primært skulle have ansvaret for gastronomien og værtskabet. Det endte dog med at være ved at ruinere ham.

- Det kan lyde helt åndssvagt, men på grund af nogle juridiske implikationer endte det med at blive et psykologisk og økonomisk ... næsten et mareridt, ikke? Jeg havde virkelig taget fejl eller var blevet dårlig rådgivet i forhold til nogle ekstremt afgørende juridiske problemstillinger, som gjorde, at jeg altså endte med at have meget mere økonomi i spil, end jeg troede, at jeg havde sagt ja til, siger han.

Enden på det blev, at han og familien rejste hjem, men det var ikke i triumf, som ham, der havde indtaget Amerika.

- Selvfølgelig følte jeg mig som en fiasko, når jeg ligesom lige pludselig endte i det scenarium, konstaterer han.

Selvfølgelig følte jeg mig som en fiasko.

Claus Meyer

I dag er det dog kommet så meget på afstand, at han godt kan fortælle om det. Og så glæder det ham, at den madskole, han gennem igennem Melting Pot-fonden fik åbnet for fattige sorte i bydelen Brownsville, stadig drives. Noget godt kom der ud af "eventyret".