Milliarddyr plan skabte splid: - Igen får landdistrikterne en tur med grønthakkeren

Venstre ville gerne stemme for kommunens storstilede nye plan for fremtidens plejeboliger, hvis byrådet var enige i at udsætte beslutningen om at lukke Toreby Plejehjem. Det var det ikke. Arkivfoto: Anders Knudsen

Landdistrikterne blev fremhævet i en stor debat om den fremtidige placering af plejeboliger i Guldborgsund Kommune. Selvom alle partier var enige om nødvendigheden af en ny masterplan, valgte flere alligevel at stemme imod.

Offentliggjort Sidst opdateret

20 plejehjemspladser flyttes fra landdistrikterne og til Nykøbing eller omegn med den masterplan for fremtidens plejeboliger, som torsdag aften blev vedtaget af et flertal i byrådet med 20 stemmer for og syv imod.

Og det blev i byrådssalen det helt store fokus i en sag, som alle gruppeformænd ellers indledte med at skamrose.

Masterplanen har et budget på et godt stykke over en milliard kroner, og det er derfor en af de mest omfattende beslutninger, som de nuværende 29 byrådsmedlemmer vil komme til at vedtage i deres nuværende periode.

Vores holdning er, at man altid kan beslutte at lukke det, hvis man ikke har brug for de her pladser.

Ole K. Larsen (V), formand, landdistrikter, kultur og fritidsudvalget

I planen foreslås det at opføre to nye plejehjem, hvoraf minimum ét skal placeres i Nykøbing eller Sundby, imens to plejehjem skal renoveres - herunder Kildebo i Sakskøbing, som i samme anledning skal udvides, imens tre plejehjem lukkes.

100 år gammel bygning

Det drejer sig om Oasen i Nykøbing samt plejehjemmene i Idestrup og Toreby. Og det var især de to sidstnævnte, der drev debatten torsdag aften.

Fakta: Ny plejeboligstruktur

Antal pladser:
Når planen er realiseret, vil der være 611 plejeboliger på kommunens plejehjem. Der vil dermed være lidt over 100 flere boliger end i dag.

Følgende plejehjem skal udvides og renoveres: 
Kildebo i Sakskøbing og Sømarken i Nykøbing.

Følgende plejehjem skal renoveres:
Præstemarken i Stubbekøbing, Helenehuset i Nørre Alslev og Bakkehuset i Nykøbing. 

Her skal der bygges nye plejehjem:
Nykøbing samt nedrivning af Skovvej i Nr. Alslev og nybyg på samme grund.

Følgende plejehjem skal lukke:
Allerede besluttet: Toreby og Idestrup.

Beslutning i medfør af masterplanen: Oasen i Nykøbing, Doktorparken i Sakskøbing samt Blomsterhaven i Idestrup nedlægges.  Desuden skal de nuværende syv plejeboliger på Solgården i Nysted nedlægges.

Løbende tilpasning af masterplanen:
Der skal laves kapacitetsanalyser løbende hen over de kommende år, så udviklingen kan følges, og så muligheder og politiske beslutninger ikke baserer sig på gamle tal, fremskrivninger og vurderinger. 

Desuden vil politiske beslutninger og reformer vedtaget i Folketinget få betydning for udviklingen, ældrereform, sundhedsreform m.fl.  

Kilde: Guldborgsund Kommune

- Igen får landdistrikterne en ordentlig tur med grønthakkeren. Der lukkes 106 pladser uden for Nykøbing, imens der oprettes 96 nye pladser uden for Nykøbing. Det er et fald på 20 pladser. Derudover åbnes der 216 nye pladser i postnummer 4800, lød det fra Chris Veber fra Dit Guldborgsund.

Formandskabet i ældre- og omsorgsudvalget understregede flere gange i løbet af aftenen, at vurderingen er truffet på baggrund af de mest nøjagtige fremtidsmålinger, man nu engang kan lave. Og de viser, at der er størst søgning mod Nykøbing.

Tænk engang, hvis det at skulle på plejehjem bliver noget, man glæder sig til.

Johannes K. Kristensen (K), formand, ældre og omsorgsudvalget

Samtidig er de plejehjem, som nu står til at skulle lukke, temmelig udtjente. Bygningen, der rummer Toreby Plejehjem, fyldte sidste år 100 år.

- Vi skal fremover kunne sikre gode og sunde arbejdsforhold for vores personale. Og tilbyde dem et miljø, hvor de kan yde den omsorg, som de brænder for at give, og som de mange steder er udfordret på grundet de nuværende rammer. Moderne indretning, velfærdsteknologi og hjælpemidler kræver plads, lød det fra formand Johannes K. Kristensen (K), som afsluttede med et tankeeksperiment:

- Tænk engang, hvis det at skulle på plejehjem bliver noget, man glæder sig til.

Johannes K. Kristensen (K) er stolt af den nye masterplan, der har været tre år undervejs og rummer data fra en række forskellige analyser for fremtidens behov for plejehjem i Guldborgsund. Arkivfoto: Ingrid Riis

Ville udskyde beslutning

Men flere partier er bekymrede for, at man glemmer landdistrikterne. Her i blandt Venstre, som foreslog at udskyde beslutningen om en lukning af Toreby Plejecenter til 2028.

- Bekymringen er, at hvis vi beslutter at lukke Toreby nu, så vil vi allerede begynde at tømme det for borgere og medarbejdere i løbet af den kommende tid. Vores holdning er, at man altid kan beslutte at lukke det, hvis man ikke har brug for de her pladser. Det behøver man ikke beslutte allerede nu, bemærkede gruppeformand Ole K. Larsen.

Han argumenterede samtidig for, at beslutningen om at lukke Toreby Plejehjem ikke var helt så åben, som formandsskabet mener.

Beslutningen blev nemlig truffet af ældre- og omsorgsudvalget ved et lukket punkt på mødet i maj 2024.

Dermed mener han ikke, at han kunne være kommet til udvalget med sin bekymring i 2023, hvor byrådet besluttede at gå videre med en ny plan for plejeboligerne.

Fem partier stemte imod

Men det mener næstformand i ældre- og omsorgsudvalget, Katrine Brønnes (S).

Katrine Brønnes (S) er næstformand i ældre- og omsorgsudvalget og stolt af masterplanen, som hun har været en del af siden begyndelsen. Arkivfoto: Anders Knudsen

Ved en førstebehandling af den fremtidige plejeboligstruktur på byrådsmødet i september 2023 stod plejecentrene i Toreby, Idestrup og Skovvej nævnt i et bilag som "et eller flere plejecentre, der kunne lukkes" - enten isoleret eller som led i en ny strategi for fremtidig plejeboligstruktur.

Ole K. Larsen mener dog ikke, at det ud fra den tekst stod klart, at det faktisk var planen at lukke lige netop Toreby Plejecenter.

Samtidig undrer han sig over, at man for nylig valgte at få lavet beregninger for Toreby Plejehjem, hvis man for halvandet år siden valgte at nedlægge det.

Udover Venstre valgte Enhedslisten, Dit Guldborgsund, Sydhavslisten og Dansk Folkeparti at stemme imod den nye plan for kommunens plejeboligstruktur.