Finansieringen af den kommende kombihal er endelig kommet på plads. Det skyldes en ihærdig arbejdsindsats af de fem medlemmer i idrætsefterskolens sponsorudvalg, der blev skabt tilbage i december sidste år, hvor den tiltagende finanskrise så ud til måske at skulle stoppe det stort anlagte projekt om en over 2.000 kvadratmeter stor udvidelse af Gunslevholm Idrætsefterskole.
Men efter en donation på fem millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene formål kan byggeriet nu igangsættes, og målsætningen er, at den nye kombihal står klar i april næste år.
- Og det er jo nogle hurtigt arbejdende unge mænd, der er gået sammen om at skrabe de sidste penge sammen til projektet, fortæller Flemming Johnsen og smiler til resten af det forsamlede sponsorudvalg rundt om mødebordet på idrætsefterskolen.
Torben Matthiesen, Anders Jensen, Michael Thalund og Bjarne Schultz Hansen er de andre medlemmer af sponsorudvalget, og alle - undtagen Bjarne Schultz Hansen, der var forhindret - var i går samlet til pressemøde for at præsentere idrætsefterskolens planer, der nu endelig kan gøres til realiteter oven på en vellykket fondsansøgning. - Vi var kørt lidt fast. Vi havde jo sådan set beskrivelsen af projektet på plads for et års tid siden og håbede dengang på, at vi kunne nå at have den nye kombihal færdig til skolens 25 års jubilæum nu til sommer. Men tillægslånet kom desværre aldrig, fortæller Flemming Johnsen, der dog ikke slog op i skolens nyanlagte kunststofbane af den grund.
Nødvendigheden af stadig at kunne betragte Gunslevholm som en attraktiv idrætsefterskole i fremtiden fik det nyligt sammensatte sponsorudvalg til at arbejde hurtigt med fondsansøgningerne.
- For et par måneder siden læste jeg i Folketidende om en redegørelse over en masse fondstilskud, som var givet ud til mange projekter på Lolland-Falster fra A.P.Møller Fonden, og kort før jul sendte vi så en ansøgning afsted. I uge 8 kom der så svar om, at fonden gerne ville støtte vores projekt med fem millioner kroner, fortæller Flemming Johnsen, der naturligvis sammen med resten af sponsorudvalget er meget taknemmelig for den store fondsstøtte og stolt over endelig at kunne fuldføre planerne om skolens nye kombihal uden at skulle gå alt for meget på kompromis med inventar, udstyr og elektronik - med andre ord hele indmaden i ikke mindst den store springsal.
- Selve ideen i projektet er grundlæggende stadig den samme. Der er i øjeblikket ved at blive lavet nogle finjusteringer, men der bliver stadig tale om seks nye klasseværelser, nye omklædningsrum og en springsal, som vil kunne arrangeres om efter behov, fortæller Flemming Johnsen og henviser til blandt andet de 166 biografstole, der hurtigt kan få følgeskab af endnu flere siddepladser og ståpladser og derved gøre idrætsefterskolens kommende springsal modtagelig for et par hundrede gæster til eksempelvis en koncert.
Sponsorudvalget vil gerne gøre opmærksom på, at Gunslevholm ikke er en idrætsefterskole, der har nok i sig selv, men at skolen med den nye kombihal ønsker at åbne op for eksempelvis gode lokale ideer til diverse kulturelle arrangementer. Projektet om at udvide Gunslevholm Idrætsefterskole med en kombihal har været undervejs i en årrække, og en arbejdsgruppe har brugt mange timer på at udarbejde skitser i samråd med arkitekter, lave budgetter og indhente tilbud. Desuden er der allerede sagt god for et realkreditlån, som vil dække cirka 60 procent af de udgifter, det koster at bygge den nye kombihal.
Kim Møller Pedersen
Seneste artikler
NFC-profil: Sådan blev oprykningen fejret
Pride kommer til Nykøbing: - Vi var klar på modstand fra start
Stor havnedag trak flere tusinde til byen
Michael Mix jagter nye højder: Den dobbelte Danmarksmester vil på podiet til EM
Miljøminister: Så kort tid overlevede hvalen Timmy efter stor aktion
Mest læste artikler
DMI-prognose viser over 30 grader på Lolland
Værtshus inviterer til dildoparty
Susan åbner Madkassen
Lokal Rema 1000 snupper førstepladsen for andet år i træk
59.500 kroner til NFC-formand blev bogført som rengøring