Millioner på vej til nye cykelstier
Foto: Jan Knudsen, arkivfoto
Jan Knudsen, arkivfoto
Budgetaftale sikrer 16 millioner kroner til at øge trafiksikkerheden de kommende år.
GULDBORGSUND Med budgetforliget, partierne i Guldborgsund Kommune præsenterede fredag, er der afsat i alt 16 millioner kroner for perioden 2021-2024 til en cykelpulje.
Midlerne herfra skal i følge aftaleteksten anvendes til at samfinansiere cykelstrategi-puljer, der kan komme fra nationalt hold, samt sikre yderligere lokale trafiksikkerhedspolitiske initiativer. Borgmester John Brædder (G) er glad for aftalen og kalder det betimeligt, at det sker nu.
- Der mangler gode og sikre cykelstier mange steder i kommunen til gavn for os, der bor her, hvilket er førsteprioriteten, og som sidegevindst kan turister også få gavn af det, siger han og tilføjer, at kommunen forventer, at regeringens infrastrukturpulje forhandles inden længe, og at den her håber på finansiering af lokale initiativer:
- Om det er krone til krone, ved vi ikke, men det er nemmere at få støtte, hvis vi selv har afsat penge.
Vil sikre skolevej
Midlerne fordeles på fem millioner kroner i 2021 og 2022, mens der i 2023 og 2024 er afsat tre millioner.
Det er langt mere, end der hidtil er brugt, påpeger John Brædder. Det kan komme Gedservej til gode.
Vejen er blevet mere befærdet efter sammenlægningen af Østre Skole og Lindeskovskolen på sidstnævntes adresse og er som den eneste fremhævet i aftaleteksten.
- Vi har den på, fordi vi gerne vil have sikret skolevejen til den nye skole, så det er et oplagt sted at starte, siger han og henviser til, at teknik, miljø og ejendomsudvalget har en liste, hvor de prioriterer stederne, der skal forbedres for cyklister.
Har mange ønsker
At vilkårene for cyklister står til forbedring vækker glæde i Cyklistforbundet Guldborgsund.
- Det er en rigtig god udmelding fra kommunen. Cyklistforbundet i Guldborgsund har i mange år arbejdet på at få cykelstier de steder, vi synes, de har manglet. Det har været mange, og det har vi også meldt til kommunen, siger formand Bjarne Arildsen og tilføjer om en mulig forbedring ved Gedservej:
- Jeg håber, at det vil betyde, at skolevejen bliver mere sikker, så forældre sender børn i skole på cykel i stedet for at køre dem, hvilket ikke lærer dem at færdes i trafikken. Det har forældrene efterlyst op til åbningen af den sammenlagte skole.
Kunne Cyklistforbundet i Guldborgsund vælge, hvor midlerne blev brugt, ville det være på cykelstier mellem de store byer, blandt andet Nørre Alslev og Stubbekøbing, samt Guldborgvej ved Hamborgskoven og mindre strækninger i Nykøbing by.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned