Millioner til renseanlæg

Camillo Krog (G) til venstre og Ole Bronné Sørensen (S) i midten er henholdsvis næstformand og formand i bestyrelsen for Guldborgsund Forsyning - her sammen med direktør Jan Sørensen, MSE Entreprise A/S. Foto: Guldborgsund Forsyning

MSE Entreprise A/S skal totalrenovere Marielysts renseanlæg.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIELYST Guldborgsund Forsyning skrev mandag kontrakt med MSE Entreprise A/S i Nørre Alslev om totalrenovering af Marielyst Renseanlæg.

Et arbejde, der løber op i 38,6 millioner kroner og går i gang midt i juni.

Når håndværkerne efter planen er færdige i efteråret 2021, har renseanlægget på Marielyst Strandvej fået en ny multibygning, der indkapsler alle installationer - inklusive dem, der behandler slammet - i et lukket miljø med undertryk i lokalerne og aktivt kulfilter på udsugningen, så både støj- og lugtgener undgås, forklarer Guldborgsund Forsyning i en pressemeddelelse.

Derudover skal der bygges mandskabsfaciliteter, en ny koncentreringstank og en pumpestation til retur- og overskudsslam.

Samtidigt skal de eksisterende proces- og efterklaringstanke renoveres. Til alle bygværker hører desuden nye maskin- og elinstallationer og systemprogrammering.

Anlægsarbejdet i Marielyst er det tredje af fem hovedentrepriser i forbindelse med forsyningens renoveringsprojekt "Mod nye tider", som også indebærer anlæg af en trykledning fra renseanlægget i Gedesby og en ledning fra Scandlines Terminalen i Gedser Havn til Gedser Renseanlæg. Også renseanlæggene i Stubbekøbing og Nykøbing skal fornyes.

Arbejdet i Gedesby og Gedser er sat i gang, og det er også MSE Entreprise A/S, der har den kontrakt.

Guldborgsund Forsyning inviterede fire firmaer til at give tilbud på Marielyst-opgaven, og der kom tre tilbud ind.

Som man kan se på billedet, foregik kontraktunderskrivningen som så meget andet i coronaens tegn - med god afstand og håndsprit mellem parterne.