Millliondyrt projekt: Skal forvandle 250 kvadratmeter
Jens Erik Boesen foran laden, der er ved at blive pillet fra hinanden. Alle rummene i bindingsværket er nænsomt befriet for deres gule mursten, som også går under navnet Flensborgtegl. De skal nemlig genbruges i det nye byggeri, som også får stråtag. Foto: Anne Katrine Petersen
Anne Katrine Petersen
Det er med fokus på genbrug, når præstegården får ny bygning med bedre adgang for gangbesværede og flere steder at samles.
VÆGGERLØSE: Et projekt til 13 millioner kroner er netop sat i gang på præstegården i Væggerløse. Det fortæller Jens Erik Boesen, formand for menighedsrådet.
- For et par år siden konstaterede vi et så stort aktivitetsniveau, at vi ikke har plads nok. Derfor gik vi i gang med et projekt, der skulle skabe mere plads ved at modernisere laden.
Der er tale om en del af præstegården, som tidligere indeholdt korn, halm og dyr. I alt 250 kvadratmeter forvandles til et stort lokale med mulighed for opdeling, nyt køkken, toiletter, entré og kontor til præsten og en sekretær.
- Førhen var adgangsforholdene besværlige, hvis man kom med rollator eller i rullestol. Det retter vi op på med det nye, ligesom vi skaber bedre forhold for de frivillige med et større køkken, siger formanden.
Stærkere end nye sten
Projektet er godkendt i provstiudvalget og af Kulturarvsstyrelsen, og det gav ingen udfordringer, selvom der er flere historiske byggelinjer at tage hensyn til. Den nye bygning skal opføres samme sted som den tidligere lade.
- Vi forsøgte med et projekt, hvor den blev renoveret, men vi kunne ikke finde en god løsning på det. Til gengæld vil vi genbruge de smukke Flensborgsten. Vi har fået foretaget en nødvendig trykprøve, og de er stærkere end nye sten. Vi forventer at kunne genbruge 5.000 styk, lyder det.
Den gamle lade er bygget på solidt egetømmer, og det bliver heller ikke sendt til forbrændingen.
- Vi har "Dem fra Nordlunde" til at stå for nedrivningen, og de gør meget ud af genbrug. Sådan noget smukt tømmer er der efterspørgsel på, så det eneste, vi ender med at sende i deponi, er de gamle asbest-tagplader. Det er der nok ikke nogen, som bliver kede af, mener Jens Erik Boesen.
Det eneste, vi ender med at sende i deponi, er de gamle asbest-tagplader. Det er der nok ikke nogen, som bliver kede af
Jens Erik Boesen, formand, Væggerløse Sogns Menighedsråd
Den nye bygning er tegnet af ETN Arkitekter med kontor i Nykøbing, og Jens Erik Boesens bud på, hvornår den står færdig, er i begyndelsen af det nye år.
- Vi er utroligt glade for, at provstiudvalget bevilligede pengene til det. Det er en anerkendelse af vores sogn, slutter han.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde