Mindre brand hos TDC i Nykøbing

En mindre brand hos TDC i Tværgade i Nykøbing førte kort efter klokken 11 torsdag formiddag til en større udrykning med brandbiler, ambulance og politi.

Ved en fejl var nogen tilsyneladende kommet til at dreje på en af knapperne på et komfur i et køkken. Og da der stod en masse ting og sager ovenpå kogepladerne, førte det til sidst til, at noget af det brød i brand.

- Så brug aldrig komfuret som oplagsplads for ting og sager. Hvis nogen bare kommer til at skubbe en lille smule til en af knapperne på komfuret, kan det pludselig ende galt, lyder formaningen fra indsatsleder Kaare Andresen fra Guldborgsund Redningsberedskab.

Branden hos TDC var hurtigt slukket. Der skete mindre skader på emhætten over komfuret, selve komfuret og lidt træværk i køkkenet.

Branden skabte kortvarigt mindre trafikale problemer i lyskrydset for enden af Tværgade, fordi de fleste udrykningskøretøjer parkerede ude på vejen.

De 16 medarbejdere fulgte virksomhedens evakueringsplan til punkt og prikke og bragte sig hurtigt i sikkerhed i gården udenfor
- Vi ved ikke, hvordan det kunne ske, for vi bruger aldrig det komfur, som branden tilsyneladende er opstået i, fortæller sikkerhedsrepræsentant Pia Christensen og tilføjer:

- Vi opdagede branden ved, at vi pludselig kunne lugte røg, og kort efter gik brandalarmen. Og så var det bare med at komme ud.




OPDATERET 12.50: Brandvæsen, politi og ambulancer strømmede lidt efter klokken 11 til TDCs bygning i Nykøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret