Minus vendt til plus hos Nykøbing Falster Revyen

Revydirektør Mickey Pless valgte i 2021 at henlægge Nykøbing Falster Revyen til Nykøbing F. Hallen på grund af corona-restriktioner. Dermed kunne revyen gennemføres i modsætning til året før, og det har været med til at vende minus til plus i revyens regnskab. Foto: Claus Hansen

Flytning af revyen til Nykøbing F. Hallen gav sorte tal på bundlinjen for Nykøbing Falster Revyen.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING To år med corona og dertilhørende restriktioner har givet revydirektør Mickey Pless en hård start i spidsen for Nykøbing Falster Revyen, efter han overtog efter Flemming Krøll.

Covid-19-pandemien betød, at revyen blev aflyst i 2020, hvilket medførte et minus på 827.000 kroner på bundlinjen.

Sidste år kunne Nykøbing Falster Revyen gennemføres ved at blive flyttet til Nykøbing F. Hallen, og det har været stærkt medvirkende til, at revyen nu har vendt de røde tal på bundlinjen til et resultat på 1,4 millioner kroner efter skat.

- Det er jeg selvfølgelig glad for. Det er fantastisk, at vi efter et rædselsår 2020 har formået at vende et ret stort minus til et plus. Det er fantastisk med den opbakning, der er fra alle vores gæster, at de har lyst til at komme i revy igen. Det er dejligt, siger Mickey Pless.

- Årsagen til, at det er vendt, er, at vi tog en hurtig og ansvarsfuld beslutning i 2021 om at rykke revyen ned i Nykøbing F. Hallen i stedet for på teatret, hvor folk skulle sidde rigtig tæt. Og der kunne vi mærke, at det var godt, vi tog den beslutning, for folk var trygge ved at komme ned at se revyen, fordi der var en meters afstand mellem borde og stole, fortsætter Mickey Pless.

Flytningen betød, at der dukkede 24.000 gæster op for at se revyen i hallen, hvilket skæppede i kassen i modsætning til 2020, hvor revyen var aflyst, men hvor revyen ifølge Mickey Pless stadig havde alle udgifterne.

Gang i billetsalget

Nykøbing Falster Revyen nærmer sig nu "normale" tilstande, efter at coronaen ser ud til at have sluppet sit tag for nu. Helt tilbage på 2019-niveau før corona er man dog ikke endnu.

- I 2019 havde vi 29.000 gæster, men det, man skal forstå, er, at vi i 2021 blev nødt til at tage en masse pladser ud. Vi tog 8.000 pladser ud. Så hvis du regner 8.000 fra 29.000, så er 24.000 jo rigtig flot, fordi vi hentede nogle af dem hjem ved at spille mange ekstra forestillinger, forklarer revydirektøren.

I år er revyen tilbage på Nykøbing F. Teater, men har dog valgt at tage 60 pladser ud, så publikum ikke kommer til at sidde for tæt.

- Men i Nykøbing F. Hallen havde vi 450 pladser, og i teatret har vi 573, så det bliver til noget mere, siger Mickey Pless, der derfor forventer, at 2022 bliver et godt år for revyen.

- Jeg forventer mig, at resultatet som minimum bliver det samme og også gerne bedre. Man skal også tage højde for, at vi havde mange flere personaleudgifter i 2021, end vi plejer, fordi vi var nødt til at ansætte ekstra personale for at opbygge i hallen og til at tjekke coronapas og alverdens ting, vi normalt ikke har personale til, fortæller Mickey Pless.

Lige nu er Mickey Pless og revyholdet ved at forberede engangsforestillingen "Alletiders Revy" 6. maj i Tivolis Koncertsal.

Det er kommet i stand på foranledning af landsforeningen "Danske Seniorer", som også arrangerer tur til København og revyen.

Derudover er der gang i forberedelserne til sommerrevyen, som har premiere 9. juni.

Jubilæumsrevy

I år er der også en særlig jubilæumsrevy 12. august i forbindelse med revyens 110-årsjubilæum.

- Vi har solgt over 13.000 billetter til sommerrevyen, så det tegner rigtig godt. Tirsdag satte vi billetter til jubilæumsshow til salg, og det blev næsten udsolgt med det samme, da vi solgte 400 billetter i går, så vi oplever en fantastisk opbakning, siger Mickey Pless.

- I det hele taget ser vi bare, at nu begynder solen at skinne og foråret at komme, og det smitter af på vores billetsalg. Man kan se, at der er noget positivitet i luften, som der ikke har været meget længe på grund af corona, fortsætter han.

Kan klare alt

Mickey Pless har ikke mistet modet på livet som revydirektør trods en svær opstart med corona. Tværtimod.

- Jeg synes, at vi har fået en kold start efter at have overtaget efter Flemming Krøll. Men når vi kan klare to år i coronahelvede, så vil jeg sige, at vi kan klare alt. Jeg tror så også, at vi har lært rigtig meget, og at vi er kommet stærkere ud på den anden side, så vi er bestemt ved godt mod, fortæller Mickey Pless.