Mistede 300.000 klient-kroner: Nævn fratager lokal advokat titlen
På Brogade 2A i Sakskøbing havde Bjarne Corvinius Klintbøl sin advokatvirksomhed, men nu har Advokatnævnet afgjort, at han midlertidigt mister retten til at være advokat. Screendump: Google Maps
Google Maps
En lokal advokat har mistet retten til at arbejde som advokat midlertidig. Ifølge Advokatrådet har han blandt andet mistet næsten 300.000 af en klients penge og blandet sin egen økonomi sammen med virksomhedens.
Advokat Bjarne Corvinius Klintbøl har haft advokatkontor på Brogade i Sakskøbing, men Advokatnævnet besluttede 26. februar, at det midlertidigt skal være slut i Sakskøbing og alle andre steder i Danmark.
Advokatrådet mener, at han har brudt retsplejeloven i hele 12 forhold, der strækker sig fra, at privatøkonomien blev blandet sammen med penge fra klienter, til manglende forsikring og en klient, der mistede næsten 300.000 kroner.
Advokatnævnet skal nu afgøre, om han skal miste retten til at arbejde som advokat indtil videre. Og mens sagen ruller, kan han ikke tage imod klienter.
Nævnet vurderer nemlig, at det er "forbundet med en direkte, overhængende fare for klienternes midler eller overtrædelse af advokatreglerne i øvrigt," hvis han fortsætter som advokat, mens sagen behandles.
Hvad er forskellen på Advokatrådet og Advokatnævnet?
Advokatrådet er Advokatsamfundets bestyrelse, som blandt andet fører tilsyn med alle landets advokater og værner om advokaternes uafhængighed og integritet. Det er dette råd, der påstår, at Bjarne Corvinius Klintbøl har brudt retsplejeloven i en række forhold.
Advokatnævnet afgjorde sagen, og besluttede herved, at Bjarne Corvinius Klintbøl midlertidigt mister retten til at udøve advokatvirksomhed, mens frakendelsessagen kører. Advokatnævnet er et uafhængigt klagenævn, der behandler klager over advokaters adfærd og salær.
Kilde: advokatnævnet.dk og advokatsamfundet.dk
Intet CVR-nummer
En skæringsdato for at forstå beslutningen er 29. marts 2022.
Her valgte Skattestyrelsen at lukke virksomhedens CVR-nummer. Efter nogle måneder sagde hans bank tak for alt og lukkede klientkontoen. Og efter det stod alle pengene fra klienter på enten en erhvervs- eller en privatkonto.
I den tid hævede Bjarne Corvinius Klintbøl ifølge kendelsen "uberettiget" penge fra kontoerne. Han hævede på erhvervskontoen blandt andet penge til restaurantbesøg og fitness, mens han fra privatkontoen i en periode administrerede sine klienters penge.
Og en klient har mistet mange penge. Hele 286.000 kroner forsvandt fra Bjarne Corvinius Klintbøl erhvervskonto. De mange tusinde klient-kroner havde Bjarne Corvinius Klintbøl brugt, forklarede han i fogedretten.
Men da Advokatrådet førte tilsyn med virksomheden 13. oktober 2023, var forklaringen en anden.
"Det blev på tilsynet oplyst, at de penge, der blev oplyst forbrugt under fogedretssagen, er forsvundet som følge af at både Bjarne Corvinius Klintbøls private konto og hans erhvervskonto har været hacket," står der i kendelsen.
Advokatnævnets kendelse
Advokatnævnet afgjorde 26. februar, at Bjarne Corvinius Klintbøl mister retten til at udøve advokatvirksomhed midlertidig.
Det blev besluttet jævnfør retsplejelovens § 147 c, stk. 5:
Stk. 5. Advokatnævnet kan under nævnets behandling af en sag efter stk. 8 midlertidigt frakende en advokat retten til at udføre sager eller forretninger af nærmere angiven karakter eller retten til at udøve advokatvirksomhed, hvis Advokatnævnet skønner, at der er en begrundet mistanke om, at betingelserne for frakendelse, jf. stk. 8, er opfyldt, og hvis der er overhængende fare for, at advokaten under sagens behandling groft eller oftere gentagent vil overtræde sine pligter som advokat. Advokatnævnets afgørelse om midlertidig frakendelse varer, indtil Advokatnævnets afgørelse i sagen efter stk. 8 er endelig, eller indtil retten har truffet afgørelse i medfør af § 147 e, stk. 3.
Der skal nu køre en sag, om han skal miste retten til at være advokat indtil videre. Det sker efter stk. 8 i retsplejelovens § 147 c:
Stk. 8. Har en advokat gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af sine pligter som advokat, og de udviste forhold giver grund til at antage, at den pågældende ikke for fremtiden vil udøve advokatvirksomhed på forsvarlig måde, kan Advokatnævnet frakende advokaten retten til at udføre sager eller forretninger af nærmere angiven karakter eller retten til at udøve advokatvirksomhed. Frakendelsen kan ske i et tidsrum fra 6 måneder til 5 år eller indtil videre. Bestemmelsen i § 142 gælder tilsvarende.
Kilde: danskelove.dk og advokatnævnet.dk
Ingen forsikring
Konto-problemerne er ikke den eneste grund til, at nævnet har frataget ham bestallingen. Bjarne Corvinius Klintbøl har nemlig siden den 1. juli 2023 ikke haft nogen ansvarsforsikring.
Advokatrådet forsøgte flere gange at få ham til at sende dokumentation for, at han havde tegnet en forsikring.
Men rådet modtog den ikke inden fristen var udløbet.
Ikke vendt tilbage
Bjarne Corvinius Klintbøl har fire uger til at indbringe kendelsen for retten, efter han har modtaget afgørelsen. Advokatnævnet oplyser til Folketidende, at de ikke på nuværende tidspunkt er orienteret om, at kendelsen er indbragt.
Folketidende har flere gange rakt ud til Bjarne Corvinius Klintbøl, men han er ikke vendt tilbage på henvendelserne.
Seneste artikler
Bogø Færgen og motorbåd i sammenstød
Vold i Storstrøm Fængsel: Indsat trampet i hovedet
Tine Hansen og Christina Figgé forsøger hver dag at gribe de mest udsatte
Bordelkontrol førte til anholdelse af 30-årig kvinde
Frede Rasmussen kommer til Nykøbing: Vil tale om livet som LGBT+-person
Mest læste artikler
Direktørpar dømt: Her er parret bag forsøg på millionsvindel
Nu er bjørnene kommet: - Jeg har gåsehud
Lang kø til åbning af butik
Bogø Færgen og speedbåd i sammenstød
Campingplads ved vandet til salg