Mobbesag mellem lærer og elev: Nu står berørt familie frem - "Jeg blev så vred og ked af det"
Indtil december 2023 gik Pernille og Morten Olsens datter på Privatskolen i Idestrup. De oplever, at man ikke har forklaret sagens rette sammenhæng i offentligheden. En sag, som resulterede i et påbud om tilstrækkelig undersøgelse af trivslen på stedet. Arkivfoto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Idestrup Privatskole har fået påbud om at undersøge mobning ophævet, men for forældrene er sagen ikke glemt. Særligt skoleleders forklaringer om sagen i Folketidende har fået den til at blusse op igen.
Det er efterhånden halvandet år siden, begivenhederne fandt sted. Og snart et år siden skolen fik et påbud, som siden blev fjernet. Men efter Folketidende beskrev sagen, har Morten og Pernille Olsen, forældre til den berørte elev på Idestrup Privatskole, haft behov for at sætte egne ord på sagen.
I november 2022 starter parrets datter i Idestrup Privatskoles 5. klasse. Året efter, i december 2023, bestemmer skolen, at hun ikke længere kan gå der. Overfor Folketidende vil skolen ikke begrunde sagen i detaljer, men har tidligere oplyst følgende:
Når vi ophører et samarbejde med en familie, er det fordi man er gået over grænsen for ordentlighed og dialog. Den gensidige tillid er brudt, og vi oplever ikke, at man kan komme videre.
Forældrene opfatter sagen på anden vis:
- Vores datter har oplevet og følt sig mobbet af sin lærer, hvilket flere andre elever også bekræftede. Det havde vi gjort ledelsen bekendt med flere gange - både mundtligt og skriftligt, men de gjorde intet og ville ikke undersøge sagen. Ledelsen vurderede ikke sagen som en mobbesag, men som en uenighed. Skolen ville ikke sende sagen videre til behandling i Den Nationale Klageinstans mod Mobning, selvom de bør ifølge loven. To dage efter vi selv sendte sagen videre, blev vores datter smidt ud af skolen med den begrundelse, at vi forældre ikke havde tillid til skolen, siger Pernille Olsen.
Afgørelse og påbud til Idestrup Privatskole
Afgørelsen fylder med begrundelser og forklaringer i alt seks sider. Heraf kan Folketidende uddrage at:
- 1) Instansen er ikke enige i skolens klageafgørelse:
Samlet set vurderer Den Nationale Klageinstans mod Mobning, at skolens ledelse skulle have lavet en egnet undersøgelse af, om klassen havde problemer med det psykiske undervisningsmiljø i form af mobning eller lignende. Uden en egnet undersøgelse kunne skolen ikke afvise, at der var tale om mobning eller lignende. På baggrund af ovenstående udsteder Den Nationale Klageinstans mod Mobning et påbud til Idestrup Privatskoles bestyrelse..... Bestyrelsen skal sikre:
- at skolen opfylder sine handlepligter og fremsender en egnet undersøgelse af, om der foregår mobning.
- Under bemærkninger fremgår desuden, at:
Skolen skal handle i overensstemmelse med forvaltningsloven, selvom den er en privatskole. Derfor skal den også vejlede klager om skolens handlepligt og klageadgang. Herunder at øverste klagemyndighed er Den Nationale Klageinstans mod mobberi og ikke skolens bestyrelse.
Kilde: Den Nationale Klageinstans mod Mobning
Skal overholde handlepligt
I maj 2024 træffer klageinstansen en afgørelse, hvor man indskærper, at skolen burde have undersøgt forholdene i klassen nærmere. De udsteder et påbud til bestyrelsen, som skal sikre, at skolen overholder sin handlepligt og undersøge, om andre elever har oplevet noget lignende. Påbuddet ophæves 21. juni med konklusionen, at man ikke fandt problemer med mobning på tidspunktet for undersøgelsen.
Der er ikke lavet de undersøgelser i sagen, som man skulle, men de får det jo nærmest til at lyde som om, det er en ikke-eksisterende sag
Pernille Olsen, forælder
- På det tidspunkt er det jo også et halvt år siden, vores datter stoppede på skolen, understreger Pernille Olsen.
Folketidende skrev i oktober om det udstedte påbud med udgangspunkt i en aktindsigt fra Den Nationale Klageinstans mod Mobning og med kommentarer fra skolens ledelse.
Læs også: Påbud til privatskole i sag om mobning: - Vi har lært sindssygt meget
Genkender ikke skoleleders fremstilling
På daværende tidspunkt kendte avisen ikke familiens identitet. Efterfølgende har Pernille Olsen selv kontaktet avisen med ønsket om at stå frem.
- Vi genkender ikke det billede, skolelederen maler i avisen. Jeg blev så vred, ked af det og skuffet. Hvorfor lyver de? Vi har dokumenter, der beviser, at de ikke behandler sagen som en mobbesag. De så det som en uenighed, og så kan vi pludselig læse, at de i avisen påstår, de bare har haft en forældet antimobbestrategi. Den har de på intet tidspunkt involveret. Det er i øvrigt heller ikke dét, sagen falder ud til vores fordel på. Vi klager over, at skolelederen ikke har handlet korrekt i sagen, og det får vi medhold i. Der er ikke lavet de undersøgelser i sagen, som man skulle, men de får det jo nærmest til at lyde som om, det er en ikke-eksisterende sag. Skolen blev pålagt at undersøge, om der var andre elever end vores datter, som blev mobbet af den lærer. Det var der ikke. Men dermed kan man ikke konkludere, at det ikke skete for vores datter. Det frustrerer mig, at vi kommer til at ligne nogen, der ikke taler sandt, selvom vi fik medhold i, at de havde pligt til at undersøge sagen nærmere.
Store konsekvenser
Pernille Olsen fortæller, at sagen har haft store konsekvenser for datteren, som måtte flytte skole.
- Min datter er helt ødelagt af den her sag, ja hun er faktisk sygemeldt. Det bliver helt klart ikke bedre af, at de vender hele sagen på hovedet. Vi oplever, at skolens ledelse og bestyrelse er bange for at indrømme fejl.
Folketidende har tilbudt Idestrup Privatskole muligheden for at forholde sig til udtalelserne fra Pernille Olsen. Bestyrelsesformand Louise Sparre Flørning oplyser, at man ikke ønske at kommentere sagen yderligere.
Seneste artikler
Birthe slog sig voldsomt - og hun er ikke alene: Nu vil Biltema se på kantsten
Rækkehus i Stubbekøbing i brand
Nu reagerer kommunen på tung trafik i landsby: Vejen er ikke bygget til store lastbiler
Landsbyboere slog alarm for fem år siden: Nu frygter de endnu mere tung trafik
Larve fra helvede fundet i København for første gang
Mest læste artikler
Spisested på havnen genåbner: Håber at slå dørene op inden længe
Dobbelt vanvid: Porsche beslaglagt på Lolland
Stopper med at sælge brød: Laver bageri om til café
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede 'Pernille fra Væggerløse' op
Viktoria bliver student og skal overtage familiegården: - Vil bygge videre på det her fantastiske sted