Møllevinge knækket

Eskilstrup Mølle blev en vinge fattigere under Nora. Møllelaugsformand Finn Spurv er selvsagt ked af situationen, men ser frem til at få møllen fikset. Foto: Claus Hansen

OPDATERET MED VIDEOKLIP: Regning på flere hundrede tusind kroner på vej.

Offentliggjort Sidst opdateret

ESKILSTRUP Da Nora meldte sin ankomst herskede der en del tvivl om, hvor megen stormvejr, hun ville medbringe. Forskellige meldinger fra flere fronter - og stormen Malik, der ramte os for få uger siden, men som ikke gjorde helt så megen væsen af sig - gjorde, at nogen måske havde skruet forventningerne eller frygten for blæsten lidt ned.

Men Nora blev altså målt til at blæse indover vores del af landet med vindstød et pænt stykke over de 30 meter i sekundet, der gør, det kan kaldes vindstød af orkanstyrke. Og det har fået konsekvenser flere steder - for eksempel har Eskilstrup Mølle fået mere blæst, end den er bygget til, fortæller møllelaugets formand Finn Spuur.

- Den ene vinge er knækket af og røget ned på jorden. Det kommer til at koste i omegnen af 300.000 til 350.000 kroner - vi har heldigvis forsikring på møllen, men der er jo stadig en selvrisiko, der skal betales, forklarer formanden til Folketidende lørdag eftermiddag, da skaderne er besigtiget.

Medlemmer af møllelauget opdagede, at noget var galt allerede lørdag morgen. Den første melding, formand Finn Spuur fik, gik på at møllen var væltet helt. Så grelt stod det dog heldigvis ikke til, men skaderne er dog stadig ganske betragtelige.

- Nu skal vi have vores møllebygger ud og kigge på den, og så må vi se, hvad der skal ske. Jeg tør ikke sige, hvornår den står klar igen - det afhænger af mange forskellige faktorer. Men vi vil prøve at presse lidt på for at den kan blive klar hurtigst muligt, det er klart, understreger formanden.

- Vi har mølledag her om et lille halvt års tid. Der måtte den meget, meget gerne stå klar. Men om det lader sig gøre, det ved jeg simpelthen ikke endnu.

Eskilstrup Mølle blev en vinge fattigere under Nora. Foto: Claus Hansen
Eskilstrup Mølle blev en vinge fattigere under Nora. Foto: Claus Hansen