Morgen-forsøg: Vandtårn skal reddes

Oprydningen ved vandtårnet er begyndt. Privatfoto

Nedrivning i Stubbekøbing begynder måske i dag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Torsdag morgen forsøger gruppen Stubbekøbing Vandtårn for sidste gang at redde det gamle vandtårn i byen.

Det fortalte gruppen onsdag aften, da man var samlet til møde om vandtårnet.

- Vi sender mails og ringer til borgmester Simon Hansen og udvalgsformand Jesper Blomberg for at få stoppet nedrivningen, fortæller Louise Jørgensen fra gruppen.

Vi prøver at stoppe det.

Louise Jørgensen, vandtårnsgruppen

Sidste øjeblik

Redningsforsøget må siges at ske i allersidste øjeblik.

Onsdag begyndte man at fjerne krat ved vandtårnet, der ligger på hjørnet af Wieverknolden og Karlsfeltvej.

Og torsdag skal den egentlige nedrivning efter planen at begynde.

- Men vi ved ikke, om det vil ske, eller om det ikke vil ske, siger Louise Jørgensen, der sammen med gruppen håber at kunne forhindre nedrivningen.

- I havde god tid

Udvalgsformand Jesper Blomberg (M) skrev onsdag til gruppen, at et enigt udvalg for teknik, klima og miljø allerede i april 2024 vedtog at rive tårnet ned.

- I de otte måneder, der er gået siden, har der været gode muligheder for at tilbyde rettidig overtagelse. Men det er ikke sket, siger formanden.

Hertil svarer Louise Jørgensen, at der gennem lang tid er kommet henvendelser fra forskellige om at redde vandtårnet.

- Men kommunen har ikke rigtigt reageret på henvendelserne. Det er derfor, at vi står her nu, siger hun.

Nattemails

I løbet af natten har vandtårnsgruppen sendt en række mails til Jesper Blomberg for at få ham til at stoppe nedrivningen i dag.

- Men I skal henvende jer til forvaltningen i kommunen, har Jesper Blomberg svaret.

Læs også:

Ingen plads til uglerne fremover: Nu skal det væk

Redningsforsøg i sidste øjeblik: Vil overtage nedrivningsdømt tårn

Kommunen siger nej: Entreprenør må ikke købe vandtårnet