Motionsløb gennemføres virtuelt

I stedet for at gennemføre TV2 Øst Løbet som sædvanligt, kan man løbe hver for sig - betalingen går til to lokale løbeklubber. Foto: Anders Knudsen

Det stort anlagte TV2 Øst Løbet i Nykøbing er aflyst - I stedet tilbydes løbet med online-tilmelding og -resultat.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Mange havde for længst sat kryds i kalenderen søndag 3. maj for at deltage i TV2 Øst Løbet, som skulle have været afviklet i og omkring Nykøbing. Men som så mange andre arrangementer er det aflyst.

Løbeskoene kan dog godt snøres alligevel.

TV 2 Øst har ændret løbet. I stedet for at alle starter og slutter i Nykøbing, kan man løbe for sig selv 3. maj eller i dagene efter.

Man tilmelder sig på TV2 Østs hjemmeside, hvor man efter sit løb også kan taste sin løbetid ind for den valgte distance.

Mange savner fællesskabet ved at mødes i klubber og motionscentre for at dyrke motion. Og mange løb og andre sportsarrangementer er aflyst på grund af coronakrisen. Derfor valgte TV2 ØST, DGI og Guldborgsund Kommune at åbne for denne nye måde at motionere sammen på.

Det koster 25 kroner at være med, og overskuddet går til de to løbeklubber Gudborgsundløberne og Guldborgsund Triathlon Klub, der ellers skulle have tjent lidt til klubkassen på arrangementet, fortæller TV2 Øst.

- Det vil jo aldrig være det samme, som den løbefest TV2 Øst Løbet plejer at være, forklarer Mads Gudiksen fra TV2 Øst.

- Men med det virtuelle løb har man alligevel noget at træne op til. Og noget at være sammen om. Også selv om man ikke lige løber ved siden af hinanden.

Man kan vælge at bruge en af de ruter, som var planlagt til det oprindelige løb med start på torvet i Nykøbing, eller sin helt egen rute.

TV2 Øst Løbet i Nykøbing bliver holdt i sin oprindelige form 2. maj 2021.