Motorcykler i hundredvis til træf

SAKSKØBING Antallet af deltagere er endnu uvist, når det gælder det store motorcykeltræf i Sakskøbing i de første dage af august.

Der kræves ikke forhånds-tilmelding. Men efter de tilmeldinger, der er løbet ind, regner man med mellem 500 og 1.000 deltagere til det såkaldte ?Wing-Ding Europe?. Det er den første af slagsen.

Når ejerne af de store Honda Gold Wing motorcykler mødes til træf i USA, kan der godt være op mod 20.000 deltagere.

Men her er det altså Europa og starten på en tradition, så tallet er mere beskedent.

Det står dog fast, at der er deltagere fra 17 forskellige nationer, og med hensyn til deltagerantallet regner man med, at motorcykelejere i Sverige og Tyskland først beslutter sig i sidste øjeblik, når man kender vejrudsigten. Og ser det godt ud, drager man af sted.

Men uanset, hvor mange der kommer, vil det være et imponerende syn, når de store maskiner kører i kortege.

Og arrangørerne har fået de nødvendige polititilladelser til to optog.

Det første er lokalt i Sakskøbing fredag 3. august fra klokken 21.00. Her begynder paradekørslen fra P-pladsen på P. Hansensvej (sportscentret). Og så køres der en rute, som er: Nystedvej-Kroggårdsvej-Maribovej/Vestergade-Brogade-Apotekervænget-Saxes Alle-Ellekildevej til sportscentret.Her er antallet af motorcykler sat til maksimum 300.

Det er, mens Saxinefesten er godt i gang, men de mange motorcykler kommer altså ikke gennem Søndergade.

Derimod kan det ikke udelukkes, at motorcyklisterne bagefter kommer til Saxinefest.

Dagen efter er der den store parade, der går fra Sakskøbing til Nykøbing F., hvor det er sidste weekend i festugen.

Der startes klokken 10.30 (ved sportscentret). Motorcyklerne sendes af sted i grupper på maksimum 500.

I Nykøbing F., samles motorcyklerne på havnepladsen ved vejerboden. Her kan cyklerne så beses, inden det går tilbage til Sakskøbing med start klokken 13.00.




Deltagerantallet svæver endnu i det uvisse, men formentlig op mod 1.000 motorcykler - og deres ejere - samles i Sakskøbing i starten af august.

Offentliggjort Sidst opdateret