Motorsave på overarbejde: Nu rydder de op efter den voldsomme stormflod
Det er firmaet Skovbyholm, der står for oprydningen efter stormfloden langs kysten. Foto: Bjarne Arildsen
Bjarne Arildsen
Første etape af oprydning efter stormfloden er i fuld gang.
Op til påske har hvæsende motorsave været på overarbejde ved Østfalsters Kyst.
På strækningen mellem Bregninge Opkørsel og feriekolonien Donnemose er træer blevet fældet af mænd i sort-orange arbejdstøj og hjelme med visir.
Træerne falder som regel ud over sandstranden, men løftes derefter væk af en grab på en stor maskine, som bevæger sig langsomt hen af vejen langs kysten.
Tilbage ligger store og små grene, kvas og stød, der med tiden også skal fjernes.
Jeg har aldrig set noget lignende.
Rune Rübner-Petersen, skovfoged
Stormflod ramte her
Det er oprydningen efter stormfloden 20.-21. oktober 2023, der er i gang.
- Netop her ramte stormfloden lige ind på kysten. Alene på dette stykke væltede 50 fredede træer og mange andre, der ikke er fredet, fortæller skovfoged Rune Rübner-Petersen fra Det Classenske Fideicommis.
Han fortæller, at han aldrig har set noget lignende.
- Stormfald har jeg set. Men slet ikke noget som dette, siger han.
Oprydning i gang
Da træerne faldt, blev en del af kystvejen og den kystsikring, som lå langs stranden, også revet op, og vejen måtte derfor lukkes.
Kort efter stormfloden fik fideicommiset dog ryddet selve vejen, så den kunne åbnes til blandt andet arbejdskørsel.
Og i dagene lige før påske startede et sjak fra virksomheden Skovbyholm med motorsavene og maskinen for at få ryddet op på strækningen.
- Vi har brugt Skovbyholm i mange år. Deres folk kender området og er meget erfarne. Og jeg har ikke selv nok folk ansat, siger Rune Rübner-Petersen.
Cyklisterne kommer
Oprydningen er nødvendig for at få retableret kystsikringen og vejen langs med Østersøen.
- Det er jo en national cykelrute, som bruges af rigtig mange cyklister, siger skovfogeden.
De første af disse forventes at dukke op her efter påske.
- Så hurtigt bliver vi ikke færdige. Men mon ikke det bliver i maj, forudser Rune Rübner-Petersen.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde