Naboer spærrede øjnene op: Ny sengebygning bliver på størrelse med Rundetårn
Facaden på den nye sengebygning bliver i røde mursten og med kvadratiske vinduer, som lokalplanen foreskriver. Illustration: Nordic Office of Architecture
.
15. januar begynder det tre år lange arbejde med at bygge en ny 35-meter høj sengebygning på sygehuset i Nykøbing.
Det bliver en markant bygning, som i 2028 skal kunne rumme stort set alle indlagte patienter på SUH Nykøbing F.
Med en højde som Rundetårn i København bliver den dobbelt så høj som de eksisterende bygninger på sygehuset. Til gengæld vil den også kunne rumme nye og moderne enestuer til samtlige indlagte.
Og det har sine fordele for personalet, at patienterne er samlet. Både i forhold til infrastrukturen, et fællesdepot, brug af ny teknologi og adgang via tunellen, forklarer Heidi Holm Jensen, der er byggekonsulent på sygehuset.
- Og samtidig risikerede vi at stå med et dilemma. For hvis ikke alle kunne flyttes, hvem skulle så blive i de gamle sengestuer?
Nykøbing F. Sygehus
- På SUH Nykøbing F. skal der i løbet af de kommende tre år bygges en ny sengebygning med samme udformning som den bygning, der blev taget i brug i 2019.
- Den bliver med seks etager + kælder og teknik på taget. I alt cirka 14.000 kvadratmeter.
- Bygningen bliver cirka 35 meter høj.
- Investeringer siden 2013:
Nyt børneambulatorium (25 million kroner), undervisningslokaler til diabetesbørns forældre, indvendige forbedringer (20 million kroner), ny hovedindgang (15 million kroner), udvidelse af akutafdelingen (10 million kroner). Sengebygning fra 2018 (425 million kroner), fase 2 med tunnel, ny sengeafdeling og ny operationsafdeling (800 mio. kroner).
- I alt har Region Sjælland tildelt 1,3 milliarder kroner til renoveringer og tilbygninger på sygehuset i Nykøbing siden 2013.
- Første spadestik bliver 15. januar. Sygehuset skal efter planen stå færdig i 2028.
En del af de nye sengestuer bliver indrettet til patienter, der er store i størrelsen, og som derfor kan have behov for noget særligt udstyr. Og i de perioder, hvor man ikke har overvægtige patienter, kan stuen rumme to patienter, der har et ønske om at være indlagt sammen.
Imens indrettes de gamle sengestuer til andre funktioner og som undersøgelseslokaler.
Meget trafik under jordkørsel
Det er det nordsjællandske firma G.V.L. Entreprise, som skal stå for byggeprojektet. Og ved et nabomøde arrangeret af sygehuset torsdag aften fortalte han, hvad naboerne kan forvente sig af arbejdet.
Blandt andet vil man ikke have brug for at pilotere, forklarer projektchef Lasse Ostermann.
- Der skal graves noget spuns ned, som vil kunne mærkes en smule, men ikke overhovedet på samme måde. Hvis de bankes ned, sætter vi følere på husene overfor, men det kan også være, at vi tager den mere milde udgave, som vi kalder københavnerspuns.
Trafikken med især lastbiler kommer til at køre fra klokken 7 om morgenen til cirka 16 om eftermiddagen i hverdage. Colbjørnsensvej skal ikke bruges til den tunge trafik. Den vil udelukkende skulle køre på Fjordvej og Ejegodvej, og her kan man forvente at møde mellem 10 og 12 lastbiler i timen.
- De første par måneder vil nok opleves som de værste, fordi vi skal grave jord ud og køre det væk. Og der bliver rigtig meget jord, da vi skal grave fem meter ned.
De første par måneder vil nok opleves som de værste, fordi vi skal grave jord ud og køre det væk.
Lasse Ostermann
Som at se på et Lego-byggeri
Når udgravningen er ovre, og transporten af jord er forstummet, skal der laves fundamenter og kloak. Og her vil man måske tænke: Er de da gået helt i stå?
Sygehuset i Nykøbing
- 150.000 borgere har Nykøbing Falster Sygehus som nærmeste sygehus.
- Hvert år er der cirka 1.000 fødsler, 20.000 skadebesøg og 12.700 operationer.
- Befolkningen, der er tilknyttet sygehuset, har en lavere middellevetid, en større andel af rygere, en større andel med langvarig sygdom samt en større andel med kronisk lungesygdom.
- Derfor er der fortsat brug for et akutsygehus i vores område, selvom det ikke opfylder kravet til antal tilknyttede borgere. Det ligger på mellem 200.000 og 400.000 for et akutsygehus.
- Men det er vi ikke. Der sker noget, det foregår bare meget i det skjulte. Når der skal bygges, så går det til gengæld hurtigt. Det er ligesom at se Lego-klodser blive stablet sammen, og det går der et års tid med.
Da han viste et billede af den store krans svingradius, havde Jette Nielsen nær fået et mindre hjertechok. For det så ud til at være centimeter fra at kunne ramme ind i hendes dagligstue på den anden side af Fjordvej.
- Så må jeg hellere kunne byde dem på noget kaffe, bemærkede hun friskt.
Men kranen bliver høj. Også højere end den nye sengebygning, og derfor er der ikke risiko for at støde på en betonmur, forsikrede Lasse Ostermann.