Nagham spurter mod målet: Har fået to studenterhuer i år
Nagham Taha har gennemført både uddannelsen til sosu-assistent samt en HF-uddannelse på enkeltfag på samme tid. Hendes klasse på sosu-skolen i Nykøbing kom ud med et gennemsnit på 11,3. Hun har nu søgt direkte ind på uddannelsen til jordemoder. Den findes tre steder i Danmark og tager 3,5 år at gennemføre. Foto: Randi Kofoed Jørgensen
Randi Kofoed Jørgensen
20-årige Nagham Taha har fået to studenterhuer i år. Den ene er fra HF, imens den anden er fra Sosu-skolen, og til sammen skal de føre hende ind på uddannelsen til jordemoder.
NYKØBING: Da Nagham Taha begyndte på Sosu-skolen for fire år siden havde hun et klart mål om at blive jordemoder. Og selvom hun dengang blot var 16 år gammel, havde hun alligevel allerede været med til to fødsler.
Hun vidste, hvad der ventede hende på den anden side, og det var den motivation, der holdt hende kørende igennem studierne. For ja, hun kunne ikke klare sig udelukkende med en sosu-uddannelse. Det krævede også enkeltfag på HF at komme ind på jordemoderuddannelsen, og for ikke at skulle vente for længe, valgte hun at tage dem samtidig.
- Der skete rigtig mange ting på samme tid, for jeg skulle også tage et kørekort. Det var påkrævet i en del af de praktikker, jeg var på via sosu-uddannelsen. Og det var til tider hårdt, men jeg har fået enormt meget opbakning fra min familie, forklarer hun.
Jeg vil sige, at sosu-uddannelsen er langt sværere at gennemføre end en almindelig gymnasial uddannelse.
Nagham Taha, student
Nagham Taha er født i Syrien og kom til Danmark med sin bror i 2016. Han passede på hende og sørgede for, at hun fik lavet sine lektier og kom i skole, indtil forældrene kom til Danmark året efter.
Et skud med selvtillid
Selvom begge uddannelser har været nødvendige for at føre hende mod målet, så er hun ikke i tvivl om, hvilken der betyder mest for hende. Og det er sosu-uddannelsen med de oplevelser og erfaringer, som hun tager med sig.
- Da jeg begyndte, var jeg en forsigtig, ung pige, der krøb lidt langs væggene. Men denne uddannelse har simpelthen givet mig så meget selvsikkerhed, fordi den kræver så meget af os personligt. Især når vi er ude i praktik, som vi har været meget. Vi får et stort ansvar og skal kunne rigtig meget. Jeg vil sige, at sosu-uddannelsen er langt sværere at gennemføre end en almindelig gymnasial uddannelse.
Der var dage, hvor hun var i praktik fra klokken 7.00-15.00 og skyndte sig hjem for at spise, inden fjernundervisningen startede klokken 16.00.
Derefter skulle hun passe sine lektier og lave sine afleveringer, og dem var der til tider mange af. Ofte sov hun først efter midnat. Vagterne kunne i praktikperioden godt brede sig ud over weekenden, hvor hun ellers gerne ville have brugt sin tid på at gå en lang tur og bare holde fri.
Har søgt ind på ny uddannelse
Hvornår vidste du, at du ville være jordemoder?
- Inden jeg begyndte på sosu-skolen spurgte min nabo, om jeg ville være med under hendes fødsel til at oversætte. Det var en vild oplevelse, og jordemoderen kunne godt se, at jeg var lidt nysgerrig, så hun forklarede, hvad hun gjorde undervejs. Det er en meget stor oplevelse at se et liv blive til, og jeg blev ramt af rigtig mange specielle følelser undervejs.
Så da hendes søster skulle føde, spurgte Nagham Taha, om hun måtte være med. Og således blev en ung jordemoderspire født.
Hun har nu søgt ind på jordemoderuddannelsen i både Slagelse, København og Esbjerg og får besked om sin eventuelle optagelse i juli. Uddannelsen tager 3,5 år at gennemføre.
Seneste artikler
Tre NFH-spillere udtaget til landsholdet
- Som at tisse i bukserne: Har fundet 184 millioner kroner i næste års budget
De kom, så - og skred igen
Fortsætter eftersøgningen efter Maibritt
NFH stryger direkte til tops: Storsejr med kedelig bismag
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik
Hotel Falster bliver del af Dancenter-koncern
- Et godt tidspunkt