- NÅR VI ER UENIGE, DRIKKER VI FORLIG

Formand Peder Andersen og Frank Hansen stryger standeren og hejser flaget under indvielse af nyt klubhus på Stubberup Havn. Foto: Ingrid Riis

80 medlemmer og ildsjæle var med til at indvie nyt klubhus til Stubberup Bådelaug.

Offentliggjort Sidst opdateret

STUBBERUP: - Gør jer selv den tjeneste at besøge det gamle klubhus og bagefter det nye. Jeg er sikker på, vi vil få lige så mange gode stunder i det nye, som i det gamle.

Sådan falder ordene, da formand for Stubberup Bådelaug, Peder Andersen, holder tale i forbindelse med indvielsen af lavets nye klubhus lørdag.

Det gamle hus på 35 kvadratmeter blev tidligere på året rykket til side for at gøre plads til det nye. Allerede før formandens opfordring får Folketidende en rundvisning i det gamle hus.

- Ja, det var på tide, kan du nok se, siger en af klubbens medlemmer og går forrest ind i det gamle og meget brune klubhus.

Nemmest er det dog at se husets dårlige stand udefra, hvor træets forrådnelse er fremskreden.

Her fortæller medlemmerne, heraf et par gamle søulke, malerisk om rotterne, der sprang for livet, da det gamle hus blev trukket til side.

Rummeligt for socialdemokrater

På bænken foran det nye klubhus med udsigt til havet sidder Skipper, også kaldet Ib, og et andet menigt medlem, Frank Hansen, og får en øl. Formand Peder Andersen slutter sig til dem.

- Det er en social forening, hvor vi skal nyde vores forskelligheder. Et rummeligt sted. Så længe man er socialdemokrat, må man gerne være med, griner formanden.

I det nye klubhus har man bevaret ånden fra det gamle, også selv om det er vokset til 52 kvadratmeter.

Det gælder både indretningen og de fællesskaber, medlemmerne har. Hver onsdag er der således varm mad, som Hanne står for.

- Vi mødes også hver lørdag til en bajer og noget politisk snak. Når vi er uenige, må vi drikke forlig. Eller finde noget at være uenige om, så vi kan drikke forlig, fortæller Skipper.

Når vi er uenige, må vi drikke forlig. Eller finde noget at være uenige om, så vi kan drikke forlig.

Skipper, medlem af Stubberup Bådelaug

Tilslutningen må skyldes formanden jovialitet, tilføjer formanden, og så griner de alle igen.  Men når de ikke er store spøgefugle, har bådelavet et ganske klart formål.

- Vi prøver på at lave et samlingspunkt for os, der bor her. Det gælder både ugentlige arrangementer og sankthans, såvel som revy-ture, siger bestyrelsesmedlem Jesper Rasmussen og fortsætter:

- Jeg tror, det betyder noget for bosætningen. Førhen var flere huse til salg. Nu er der ingen.


Om Stubberup Bådelaug

  • Bådelavet blev stiftet 18. juni 1971, og lavet har gennem alle årene fungeret som et samlende led for havnens brugere, egnens brugere samt været talerør i forbindelse med kontakten til kommunen. Der er i skrivende stund  medlemmer i lauget. 


Det gamle klubhus. Foto: Ingrid Riis



Et noget lysere, nyt klubhus, der er isoleret efter alle kunstens regler. Foto: Ingrid Riis