Nervøs for lang skolenedlukning
Skoleeleverne har prøvet mange ting de senere år, herunder fast udeundervisning. Nu hjemsendes de igen. Foto: Ingrid Riis/arkiv
Ingrid Riis/arkiv
Skoleleder er bekymret for elevers sociale liv ved ny nedlukning.
NYKØBING Fra 15. december til og med 4. januar skal grundskoler igen lukke og sende elever hjem. Deri er der ikke sket den store skade, mener skoleleder på Sophieskolen, Jan Axelsen, men:
- Vi er nervøse for, at vi får en længere nedlukning, som vi gjorde sidste år.
Da endte nedlukningen med at vare måneder, og det går især ud over det sociale, mener han.
- Der er ingen tvivl om, at store børn kan håndtere hjemmeundervisning i en kort periode - selv om det er træls, kan de godt finde ud af det - men jeg er mere bekymret for små børn, siger han og fortsætter:
- Vi vil få børn, der er isoleret i den her periode. Nogle har måske ikke så meget familie eller søskende, der er meget ældre end dem, og der er skolen det store sociale fællesskab. Det er helt afgørende for børn, at de har et almindeligt skoleliv, og nu har det her varet i næsten to år.
I første omgang er der tale om fem ekstra lukkedage på skolen, og det kan også betyde noget for specialklassebørn.
- Forældre holder dem måske hjemme alligevel, hvis de er nervøse for, hvad der foregår i skolerne, siger Jan Axelsen og henviser til, at specialklasser og -skoler er undtaget nedlukning.
Han undrer sig også, da der på Sophieskolen blot har været ét smittetilfælde i denne uge, mens der var cirka 20 i sidste uge.
- Så det ser ud til, at det er vendt ved os. Men om det er stilhed før stormen er ikke til at sige, siger han, der også mangler at få foldet ud, hvordan den bebudede nødpasning kommer til at fungere.
Mange elever på skolen bliver vaccineret, fortæller han, der bekymrer sig over, hvad de her år vil betyde for børnene:
- Spritten af, afstand og det ene og det andet, det er en træningsbane, som vi ikke har været vant til, så hvad kigger vi på senere af børn, der ikke kan tage i et håndtag, uden at det skal sprittes af?
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet