NIGHTMARE CITY VENDER TILBAGE

På fredag er der masser af halloween i Stubbekøbing, blandt andet på museet. Foto: Ingrid Riis

Offentliggjort Sidst opdateret

STUBBEKØBING: For andet år i træk døbes Stubbekøbing om til Nightmare City.

Det sker på fredag, når byen i flere timer bliver fyldt med gys og gru.

Mellem klokken 16 og 22 står byens forskellige foreninger for en række uhyggelige aktiviteter, og der bliver noget for både børn og voksne.

Der bliver officiel åbning klokken 17, og det bliver ved borgmester Simon Hansen (S), der taler i Anlægget.

Her vil der være Nightmare Walk mellem klokken 17 og 18 samt mellem klokken 19 og 21, og i byens gamle rådhus er der Nightmare børnedisko.

På Torvet er der halloweenstemning og dramatisk orgelmusik fra klokken 16 til 22, og på havnen står Idas Venner for lysshow og piratstemning mellem klokken 18 og 21.

Mad er der nok af rundt omkring, blandt andet græskarsuppe i Kræmmerhuset, grillmad ved roklubben og Bloody Mary til de voksne på pubben Biblioteket.

Stubbekøbing Landsbyordning, Næsgaard Efterskole og plejecentret Præstemarken vil dekorere byen efter alle uhygge-kunstens regler.