Nikolaj åbner vildt koncept i Nykøbing: Her kan du smadre løs

På billedet ses Nikolaj Tchourai (til venstre) og kammeraten Mathias Nielsen i smadrerummet i Milano. Privatfoto.

Efter en tur til Milano fik 24-årige Nikolaj Tchourai idéen til et smadrerum i Nykøbing.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sammen med en kammerat var Nikolaj Tchourai i Milano. På de sociale medier havde de set andre gøre det. Nu var det tid til, at de selv fik kobenet i hånden.

I det rå rum stod de to venner. Foran dem var flasker, tallerkener og billygter. De havde aldrig prøvet noget lignende. Nu lod de kobenet gøre arbejdet og smadrede sig vej gennem glas og porcelæn.

Her opstod idéen. Hvad med at lave et smadrerum i Nykøbing?

Den 24-årige drømmer ikke blot om det. Snart er det virkelighed. Lokalet i Nykøbing er fundet, en kort gåtur fra stationen. Den nærmere placering vil han ikke ud med endnu. Og han satser meget på, at alt spiller i næste måned, så han kan melde en åbningsdag ud.

– Smash Room er et rum, hvor du får lov til at slippe vreden løs på den sjove måde. Det er et sted, hvor du kan komme ud med dine frustrationer. Du får en masse sikkerhedsudstyr på, så du selvfølgelig ikke kommer til skade, og så får du lov til at afreagere på diverse ting, fortæller han om det nye sted.

Koben eller baseballbat?

Inden du kommer ind i smadrerummet, skal du først gennem loungen, fortæller Nikolaj Tchourai. Et sted, hvor man kan sidde, få chips, en Red Bull eller vand.

– Her vil min kammerat og jeg fortælle, hvordan det kommer til at forløbe, hvad man skal være opmærksom på, så man får den fedeste oplevelse.

Og så er det ellers at vælge sit våben. Vælge, om det skal være et koben eller et baseballbat.
Selvom Nikolaj Tchourai gerne vil have, at smadreobjekterne forbliver hemmelige, åbner han dog lidt op.

Det kommer til at være basale ting, folk ser hver dag, som et toilet, et spisebord eller en håndvask. Ifølge Nykøbingenseren kan det være godt for en at smadre løs.

– Det kan være, at man er frustreret, så i stedet for at det skal gå ud over sine egne ting, kan man komme herind og gøre det med god samvittighed, siger han og fortæller, at flere har henvendt sig i forhold til at arrangere teambuilding og polterabend.

Ikke nervøs for springet

Ifølge Nikolaj Tchourai skal man helt til Ribe i Jylland for at finde noget lignende. Den københavnske pendant er lukket.

Nikolaj Tchourai har smidt sine egne penge i det, og det er planen, at han skal arbejde med det fuldtid.

– Jeg har den støtte, jeg skal have fra venner, familie, kommunen, forretningsudviklere og dem, der står mig nær, så jeg er ikke nervøs for at åbne og tage springet.

Vi må dog vente lidt med at finde ud af, hvornår Smash Room åbner i Nykøbing.