Nørre Vedby Skole er fri for smitte

Nørre Vedby Skoles elever og personale stod tæt, da der i efteråret blev holdt første spadestik på skolens nybyggeri. I dag er de gået på sommerferie med behørig afstand. Foto: Anders Knudsen

En del elever har holdt en tidlig sommerferie.

Offentliggjort Sidst opdateret

NØRRE VEDBY Nørre Vedby Skole, der søndag blev ramt af to tilfælde af covid-19, er nu uden smitte.

Det kan skoleleder Steen Blom, der i dag har sendt børn og voksne på sommerferie, konstatere.

- Allerede søndag kunne personale blive testet. Alle er blevet testet negative, og derfor kunne de igen komme på arbejde, siger Steen Blom til Folketidende.

Desuden valgte skolen forleden at hjemsende fire klasser fra skolen.

- Jeg har ikke hørt noget om, at nogle af disse elever er testet positive, siger skoleleder Steen Blom.

Han tilføjer dog, at han ikke kender hele billedet på elevsiden.

Tidlig sommerferie

Steen Blom fortæller, at en del af eleverne fra de fire hjemsendte klasser i løbet af ugen vendte tilbage igen.

Derimod er der nogle elever fra disse eller andre klasser, som har valgt at tage en tidlig sommerferie.

- Det kan skyldes, at forældrene er nervøse for smitte i hjemmet eller andet. Og så var der jo kun et par skoledage tilbage, siger skolelederen.

I dag er hele skolen gået på sommerferie, og det skete ikke helt, som man plejer at gøre på skolen.

- Normalt står vi tæt sammen, når vi synger feriesangen. Denne gang var vi ude på opvisningsbanen med to meters afstand, siger skoleleder Steen Blom.

Ros til kommunelæge

Han synes, at det var ærgeligt, at skolen blev ramt af et mikroudbrud af covid-19.

- Men nu er der sommerferie, og så glæder vi os til at komme tilbage til andre forhold, siger Steen Blom.

Han har i øvrigt megen ros til myndighedernes håndtering af sagen, blandt andet til Niels Lundén, der er kommunelæge i Guldborgsund Kommune.

Læs også: Lærer og elev smittet med covid-19