Nu er der pakket på Marielyst

Lørdag væltede det ind med sommerhusturister på Marielyst i rekordhøj stil. Da dette billede blev taget først på rekorddagen for målte ankomster i udlejningshusene, var det dog stadig til at komme frem og tilbage på torvet med god plads til de forbipasserende. Senere lørdag og søndag kom der tiltagende søgning mod ikke mindst torvet, da de mange nyankomne sommerhusgæster skulle ud at se sig lidt omkring. Foto: Flemming Keith Karlsen

BILLEDSERIE: Aldrig har der været så mange ankomster som i lørdags i udlejningshusene ved Marielyst.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIELYST Det magiske tal lyder som følgende: 1.069. Det dækker over det samlede antal ankomster lørdag i de udlejede sommerhuse i Marielyst. Og sådan et tal er intet mindre end rekord.

- Det har mig bekendt aldrig været højere end de 1.069 fordelt ud på de cirka 1.500 udlejningshuse, der er i Marielyst-området, lød det fra en travl turistmedarbejder Erik Holm i Marielyst Turistinformation lørdag eftermiddag.

Mellem de mange ekspeditioner af både udenlandske og indenlandske gæster, som lige skulle spørge til nærmeste bageri eller andre ferierelaterede ting og sager, kunne Erik Holm godt gå at glæde sig til de kommende dages store ryk­ind på både torv og i turistinformationen.

- Nu skal de mange nye sommerhusgæster lige falde til og kigge på husene, og så tager de ud for at se sig lidt omkring. Det er gerne dag et og dag to, altså søndag og mandag, der virkelig kommer tryk på omkring torvet og her hos os i turistinformationen, lød det fra en forventningsfuld og ganske travlt optaget Erik Holm.

Også på stranden ud for Marielyst var der lørdag pænt besøg, og om vejrguderne vil, fortsætter den store søgning mod den populære stand formentlig i mange dage endnu. Foto: Flemming Keith Karlsen

På vej mod nye rekorder?

Forud for den netop overståede weekend var der en weekend med næsten lige så imponerende ankomsttal. Ved den lejlighed lød det samlede antal ankomster til udlejningshusene i Marielyst således på 1.029. Og hvem ved, måske bliver der sat nye rekorder i løbet af denne sommer, hvor der er rift om sommerhusene som aldrig før.

Der bliver også sat gang i flere nye tiltag lige for tiden - ikke mindst med interesse for de tilrejsende store mængder af turister udefra. Hos Marielyst Is kunne indehaver Søren Jakobsen lørdag eftermiddag eksempelvis fortælle om en spritny fotoautomat-lignende tingest foran isforretningen. Her handler det om Instagram, hashtag og et flot fotografi "spyttet" lynhurtigt ud af automaten.

Ovre i Marrebæk, Væggerløse og nede i Gedser var der lørdag ligeledes premiere på sommertog på Gedserbanen. Her handlede det om veterantogsture på Gedserbanen, efter at Nordsjællands Veterantog og Bevaringsforeningen Gedser Remise i fællesskab igen i år er klar med den gamle sølvfarvede skinnebus fra 1952.

Afsted langs strand, over marker og gennem skov går det, og man kan læse mere om den sag på www.gedserremise.dk.

Turistmedarbejder Erik Holm havde allerede travlt først på eftermiddagen i lørdags, inden det helt store rykind i Marielyst for alvor var slået igennem på torvet og hos Marielyst Turistinformation. Foto: Flemming Keith Karlsen
Foto: Flemming Keith Karlsen
Foto: Flemming Keith Karlsen
Foto: Flemming Keith Karlsen
Foto: Flemming Keith Karlsen
Foto: Flemming Keith Karlsen
Foto: Flemming Keith Karlsen
Foto: Flemming Keith Karlsen
Foto: Flemming Keith Karlsen
Foto: Flemming Keith Karlsen
Foto: Flemming Keith Karlsen
Foto: Flemming Keith Karlsen
Foto: Flemming Keith Karlsen
Foto: Flemming Keith Karlsen