Nu er det afgjort: Østdanmarks bedste ishus ligger på Falster

Østdanmarks bedste ishus ligger på Falster.

Glæden er stor hos ejeren Søren Jakobsen, der kan kalde sig indehaver af Østdanmarks bedste ishus.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kl. 13.00 tirsdag eftermiddag, var afgørelsen klar. Her sluttede afstemningen hos OpdagDanmark.dk, hvor Det bedste Ishus på Sjælland og Øerne skulle kåres. Og blandt kendte ishuse som Bornholms Ismejeri i Svaneke og Uganda Is på Amager løb Marielyst Ishus i Væggerløse med en solid sejr. Da Folketidende fanger Søren Jakobsen over telefonen, lyder han glad.

-Jeg har overvejet at få trykt en t-shirt, hvor der med store bogstaver står Danmarks bedste ishus, og så tilføje øst- foran med bittesmå bogstaver, griner han.

Søren Jakobsen fortæller, at han godt havde luret, at Marielyst Ishus ville vinde, da han fulgte med i afstemningen på hjemmesiden.

- Jamen, jeg havde set, vi var lidt foran og tænkte, at vi skal nok nå det. Det håbede jeg på, og det er vi jo glade for. Vi var det også i 2020, så det er dejligt at vinde igen, fortæller han.

Har erfarne og dygtige medarbejdere

Søren Jakobsen er ikke i tvivl om, hvorfor brugerne er så glade for netop Marielyst Ishus.

-Fordi det er nogle dygtige folk, jeg har ansat. En har været vaffelbager i 26 år, og vi har en, der er uddannet bagerkonditor, der nu er iskonditor. Han sætter smagene sammen. Og så de store kugler. Plus at mange af pigerne har været her i fem-seks år. Det er en kombination af det hele, lyd det fra Søren Jakobsen, der deler ejerskabet med en partner. Det er dog Søren Jakobsen, der står for den daglige drift i det halve år, hvor ishuset har åbent.

Søren Jakobsen, Marielyst Ishus.

- Jeg er dernede næsten hver dag. Jo, det bliver til mange timer på et halvt år, men så kan jeg holde fri i et halvt år bagefter, lyder det med tilfredshed fra ejeren. Han har dog ikke planlagt en fejring af den nye titel.

-Det har jeg ikke lige nået at tænke på endnu. De arbejder jo hele tiden, griner han, så vi har ikke rigtig tid til at fejre det. Måske til september, når sæsonen er slut.

Afstemningen er forløbet over en uge, hvor brugerne har kunnet stemme på sms.