Nu har de ligget der i en måned – derfor fjerner kommunen dem ikke

Lidt udenfor Nykøbing har asbestpladerne ligget i en månedstid. Foto: Jan Schmidt - Xdmedia

Asbestplader har ligget ved Nykøbing i en måneds tid. Hvornår de forsvinder, har konstitueret leder for Driften i Guldborgsund Kommune svaret på.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis man kører ned ad Kraghave Gaabensevej uden for Nykøbing, møder man pludselig et atypisk syn. Rødt-hvidt tape er strakt ud, og i vejkanten ligger en god portion asbestplader.

Hvorfor de ikke er fjernet, hvis du tager turen forbi i morgen, har Søren Andersen, konstitueret leder for Teknik og Miljø drift i Guldborgsund Kommune, svaret på.

- Lige nu er vi i gang med at opkvalificere vores egne medarbejdere, så de kan håndtere asbestpladerne. Da de (pladerne ved Kraghave Gaabensevej, red.) ikke er til gene for trafikken, har vi valgt at lade dem ligge, siger den konstituerede leder, der erkender, at "de har ligget der lidt længe".

Præcis hvor længe ved han på stående fod ikke, men han fortæller, at de har været der i en måneds tid.

Du siger, at "I er i gang med at opkvalificere medarbejderne". Man har jo vidst i et stykke tid, at de nye regler ville træde i kraft 1. januar. Hvorfor er de ansatte ikke allerede blevet opkvalificerede?

- Vi har først kunnet få pladser her i februar, da de har været ret pressede ude på Celf. Vi har opkvalificeret, når det har været muligt. Vi kan se på mængden, at der efterhånden er ret mange, der bruger den løsning (at efterlade pladerne i naturen, red.). Desværre.

Tallet er stigende

Folketidende har tidligere beskrevet, hvordan plader har ligget ved den nedlagte skole i Errindlev, i de private skove Hamborgskoven og Corselitzeskoven og i statslige skove.

Søren Andersen fortæller, at kommunen lige nu har seks til otte sager. Pladerne smides dog ikke kun i ét område, men er spredt rundt i kommunen, blandt andet på Majbølle Rasteplads og i fuglereservatet ved Barup Sø.

- I en periode vil jeg nok forvente, at tallet stiger, men så tror jeg, at det vil falde. Men det er svært at sige, siger han.

Kommer snart væk

Asbestpladerne på Kraghave Gaabensevej kommer dog ikke til et lægge der i månedsvis, oplyser den konstituerede leder. Om en uge til fjorten dage vil de være væk.

Men det bliver formentlig ikke ansatte i Guldborgsund Kommune, men eksterne, der kommer til at klare den asbestopgave.

I næste uge skal medarbejderne på kurset for at få autorisationen. En uge efter de skulle de være opkvalificerede.

- Det er en ærgerlig ekstra opgave, der er faldet på kommunens hænder. Derfor giver det god mening, at vi opkvalificerer vores egne medarbejdere, så vi kan holde udgifterne nede. Det er helt klart en øget udgift for kommunen at skulle fjerne dem. Men det burde ikke være kommunal opgave, og jeg håber heller ikke, at det bliver ved med at være det.

 Hvad koster det at få et eksternt firma til at fjerne asbestpladerne, for eksempel fra Kraghave Gaabensevej?

- Det har jeg ikke prisen på, siger Søren Andersen.