Nu kan ældre borgere være trygge: - Det var for groft
Med en beslutning mandag har Region Sjælland forbedret borgernes muligheder for at få en vaccination mod covid19 og influenza nær eget hjem. Til gengæld er praktiserende læger sat uden for aftalen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Borgere over 65 år kan med en ny beslutning blive vaccineret mod covid19 og influenza højst 15 kilometer fra deres hjem. Det glæder mange ældre medborgere, der slipper for at køre til Næstved eller stå i lang kø ved apoteket.
LOLLAND-FALSTER: Et større antal borgere med mindst 65 somre bag sig fik kaffen galt i halsen, da de i weekenden loggede ind for at bestille tid til deres vaccination mod covid19 og influenza.
For hvor de sidste år kunne besøge apoteket, en praktiserende læge eller et regionalt vaccinationscenter i en af de større byer på Lolland og Falster, så kunne de ifølge en vaccinationsplan vedtaget 4. september vælge imellem to lokationer; Næstved og Holbæk.
- Det er altså en ommer, lød det fra blandt andre 73-årige Torben Nielsen fra Sakskøbing.
- Jeg vil rigtig gerne have den vaccination. Men jeg kan godt frygte, at man skaber en ny bølge af syge borgere og fylder sygehusene op, fordi de ikke har mulighed for at køre så langt.
Den konklusion har man også draget i Region Sjælland, hvor Forretningsudvalget mandag vedtog en ny plan med yderligere syv regionale vaccinationssteder i blandt andet Nakskov og Guldborgsund.
Ikke tiltrækkeligt nært
Med en beslutning truffet 4. september var det ellers meningen, at apotekerne skulle vaccinere de borgere, der bor længst fra Næstved og Holbæk.
Det lyder som om, at der er nogen, der har forstået budskabet.
Torben Nielsen, borger
- Dialogen med Medicals (apotekerne) har imidlertid vist, at apotekernes kapacitet sætter begrænsning for, at apoteker længst fra de to regionale centre kan vaccinere mange borgere. Derfor vil borgerne i dele af regionen blive ramt af både lang afstand til et regionalt center samt lav kapacitet på apotekerne. Det vedtagne vaccinationstilbud yder derfor ikke tilstrækkelig nærhed for borgerne i regionen, lyder det i referatet fra mandagens møde i Forretningsudvalget.
Vaccination af borgere, der er fyldt 65 år
- Fra 1. oktober kan alle, der er fyldt 65 år, blive vaccineret mod influenza og covid-19. Desuden kan yngre personer, der er i risiko for et alvorligt sygdomsforløb, blive vaccineret mod begge sygdomme.
- Hvis man er 65 år eller derover, vil man i løbet af de næste uger modtage en invitation i Digital Post. Hvis man er fritaget for Digital Post, modtager man en invitation med posten.
- Når man modtager sin invitation kan man bestille en tid til sin vaccination på www.vacciner.dk. Man kan blive vaccineret frem til 15. januar 2024.
- Region Sjælland tilbyder at vaccinere på følgende lokationer:
- Nakskov (Lolland Kommune)
- Nykøbing Sj. (Odsherred Kommune)
- Stege (Vordingborg Kommune)
- Faxe (dækker Faxe og Stevns Kommuner)
- Kalundborg (Kalundborg Kommune)
- Guldborgsund kommune (lokation skal findes)
- Køge kommune (lokation skal findes).
- Herudover kan man også få sin vaccination på fire apoteker i Lolland Kommune og fire apoteker i Guldborgsund Kommune.
Kilde: Statens Seruminstitut
Medicals har vurderet, at fire apoteker i Guldborgsund har kapacitet til at vaccinere 6.400 borgere, imens fire apoteker på Lolland kan vaccinere 4.400 borgere. Det svarer til henholdsvis 39 og 37 procent af målgruppen.
Er villig til at flytte sig
At regionen har ændret holdning i forhold til vaccinationssteder, glæder Torben Nielsen.
- Det lyder som om, at der er nogen, der har forstået budskabet. I forhold til, hvad de tidligere har været igennem med corona, så undrede det mig meget, at de var klar til at tage denne chance, siger han.
Om han vælger apoteket eller regionens tilbud, er han ikke sikker på endnu.
- Jeg har været på apoteket før for at modtage en vaccine, og det var helt okay. Men kommer der et tilbud i Nykøbing, så er det også fint. Jeg er villig til at flytte mig. Men det andet var simpelthen for groft.
Også Johnny Bælom, 73 år, er lettet over udsigten til flere nære vaccinationsmuligheder.
- Jeg har tidligere været indlagt i seks døgn på sygehuset i Nykøbing med corona, og jeg var så dårlig, at jeg ikke husker det første døgn. Og får jeg influenza, bliver jeg så syg, at jeg simpelthen ikke må blive smittet. Så jeg skal have de vaccinationer.
Seneste artikler
De første studenter fra Merkurs Plads: Se billederne
Hvem vil flytte ind til 16 historiske orgler?
En mobiltelefon, en kop kaffe og en sonde: Små ting kan vende et forløb
Flygtede fra flammerne i natten
Dagens dummeste bilist: Fire sigtelser på én gang
Mest læste artikler
Efter stor indsats: Savnet mand fundet død
Udlejer vil sælge til nedrivning
Gigant vil udvide på Falster
Tekniske problemer skabte kæmpekø
Brand i Nykøbing: Naboer hjalp til fra begge sider af hækken