Nu kan du få din medicin fra apoteket to go

Køen uden for apoteket vokser allerede fra klokken 7.30 - en halv time inden åbningstid. Men kunderne er gode til at vise respekt og holde afstand. Foto: Anders Knudsen

Svane Apoteket tilbyder levering af medicin direkte til bilen.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Mange butikker strækker sig langt for at kunne servicere sine kunder på trods af risikoen for at blive smittet af eller sprede coronavirus.

På Svane Apoteket i Nykøbing har apoteker Betina Kjær Hansen derfor indført ordningen Medicin to-go, hvor man køber online og bliver mødt af en apoteker på parkeringspladsen, så man end ikke skal træde ud af bilen.

- Det er uvant for os alle, men vi lærer hver dag, hvad der fungerer, og hvordan vi kan gøre det bedre under de rammer, vi har. Men én ting er sikkert: Mit personale har knoklet, forklarer hun.

På grund af covid-19 er hendes apotek også ramt på bemandingen, og derfor har alle taget en ekstra tørn.

- Aldrig har jeg købt så mange colaer til mit personale. Vi er gået kolde et par gange, og især min forsendelsesafdeling har travlt, da vores onlinehandel er eksploderet.

Kurererne er som regel først hjemme mellem klokken 19.00 og 22.00, fordi efterspørgslen på at få bragt medicin ud er så stor. Men det er stadig muligt at købe sin medicin i butikken. Man skal bare være bevidst om, at der er flere restriktioner. Blandt andet er der kun indgang fra parkeringspladsen, og kun tre kunder kan være i butikken ad gangen. Resten må stå i kø udenfor, og de opfordres til at holde afstand til hinanden.

- Vi er ikke vant til at skulle dirigere med vores kunder. Normalt er det dem, der fortæller os, hvad de gerne vil have. Men nu er vi nødt til at fortælle dem, når de må komme ind, og at de skal stille sig bag de prikkede linjer på gulvet, siger Betina Kjær Hansen.

Hun modtager løbende både mundbind og alkogel, og alt bliver revet væk samme dag. Men ellers hamstrer kunderne ikke af medicinen. Og det er i det hele taget, som om at alle er ved at vænne sig til den nye virkelighed.

- Nu er det, som om at alvoren er gået op for langt de fleste. Hvis mit personale først bliver ramt, så bliver det vanskeligt for os at opretholde forsyningssikkerheden.

Der er etableret et medicinberedskab for at undgå hamstring af medicin. Foto: Nykøbing F. Svane Apotek