Ny art bor på Falster for første gang nogensinde: - Mødrene elsker dem

To af Krokodille Zoos nyeste beboere er ganske bedårende. Foto: Krokodille Zoo

Krokodille Zoo ved Eskilstrup har for ganske nylig budt velkommen til fire nye beboere. To af dem er "ultrasjældne" - de to andre scorer toppoint hos mødre, når det kommer til at være de sødeste dyr.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er svømmet mange krokodiller i vandløbene, siden René Hedegaard, indehaver af Krokodille Zoo ved Eskilstrup, i 1987 fik sin første krokodille.

Mere end 300 dyr, hvoraf omtrent halvdelen er krokodiller, bor i dag i den zoologiske have på Falster - og for ganske nyligt kom nye legekammerater til.

Nogle af dem er blandt de sødeste dyr i kvinders øjne, og nogle af dem er ultrasjældne, som indehaveren forklarer det.

Sødest i studie

Torsdag aften satte René Hedegaard kursen mod Wuppertal i det vestlige Tyskland. Fredag morgen satte han kursen mod Danmark. Her var det med to dovendyr i bilen.

Og det er især det kvindelige publikum, de små, pelsede skabninger henvender sig til.

- Et hollandsk studie har klarlagt, hvilke dyr mødre synes er sødest. Her vandt dovendyret klart. Mødrene elsker dem, siger René Hedegaard og forklarer, at det er en perfekt tilføjelse til zooens nye tropehal.

- Dovendyr hører til i regnskoven. og de hører vanvittig godt til i vores tropehal Masaguaral. Tilføjelsen af dem hjælper til, at tropehallen nu bliver 3D. Før skulle man kun kigge ned og fremad, men nu skal man også kigge op, siger René Hedegaard.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Snart igangsætter Krokodille Zoo en konkurrence på sin facebookside, hvor navnene til dovendyret her og makkeren skal findes. Foto: Krokodille Zoo

Dovendyrene bevæger sig forholdsvist frit rundt i toppen af hallen, hvor de klamrer sig til nogle store grene. Her har man været opmærksom på at opbygge det således, at de er meget synlige og nemme at få øje på.

- Det er også den respons, vi har haft de første par dage. I andre zoologiske haver kan de være svære at få øje på, siger han og forklarer, at dovendyrene bevæger sig rundt under "skærpet frihed".

- Grenene er lavet således, at de stopper så langt fra andre overflader, at dovendyrene ikke har mulighed for at bevæge sig længere ned i hallen. Det ville ikke være så smart, hvis de kunne komme ned til krokodillerne, siger han.

Ultrasjældne albinoer

Også et par albinokrokodiller, der er blevet importeret fra Vietnam, blev sat ud i anlægget i fredags.

- Jeg importerede dem, da de var helt små og har siden gemt dem. Men nu var de klar til at komme ud, siger René Hedegaard og fortæller, at de er af arten siamkrokodille.

- De er ultrasjældne. I naturen er det måske en ud af 100.000 krokodiller, der klækkes som albino. Men hvis man finder dem, der har den genfejl, der giver albinoer, er det selvfølgelig oftere for den enkelte krokodille, siger han og lægger ikke skjul på sin begejstring for de nye tilføjelser.

- Albinoer er 1000 gange sjældnere end dovendyr - men dovendyr kan bare noget andet, siger René Hedegaard.

Albinokrokodillerne er importeret fra Vietnam. Foto: Krokodille Zoo