NY BADEBRO KLAREDE IKKE BLÆSEVEJR

Broen er spærret af og entreprenøren på sagen. Foto: Oluf Hauerslev

Den nyligt indviede badebro på Marielyst havde sin første hårde nat. Yderste fag tabte kampen til blæst og bølger.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIELYST: Det er kun halvanden måned siden badebroen ned for Marielyst Torv blev indviet. Fredag kunne Oluf Hauerslev på sin gåtur langs stranden finde flere brofag. Nogle ud for campingpladsen på Bøtø, andre ved fribadestranden. Ifølge Folketidendes oplysninger stammer de fra den del af badebroen, som står parallelt med kysten cirka 50 meter ude i vandet.

- De ligger lige så pænt to og to, fortæller Oluf Hauerslev om de dele af broen, han møder langs stranden.

Alvorlig sag

Fredag formiddag spærrede Guldborgsund Kommune badebroen af. For at blive klogere på skadens omfang kontakter Folketidende Søren Petersen, leder af Byg og Anlæg i Guldborgsund Kommune. Han er på det tidspunkt ikke selv på stranden og har ikke det fulde overblik over skaderne endnu.

- Men vi tager naturligvis sagen alvorligt og er i dialog med både rådgiver og entreprenør, som er på vej til stedet for at reparere og undersøge, hvad der mon er sket. Der skal rettes op, og vi skal sikre os, at det ikke kan ske igen.

Der skal rettes op, og vi skal sikre os, at det ikke kan ske igen.

Søren Petersen, Guldborgsund Kommune

Søren Petersen fortæller, at der ikke er fastsat et krav til, at badebroen skal kunne holde til et specifikt antal meter i sekundet.

- Nej, den slags kontrakter indgås på en anden måde. Man kan for eksempel ikke tale om de samme krav ved Nysted og Marielyst. Aftalen går på, at broen skal kunne stå ved Marielyst i sommerhalvåret. Selvfølgelig blæste det i går aftes og nat, men det skal den kunne holde til, lyder det.

Søren Petersen oplyser i øvrigt, at skaderne naturligvis er dækket af garantien på arbejdet.

En enorm kraft

Aftenen og nattens stormvejr havde også fået digeopsynsmand Thomas Bo Poulsen på stranden. Selvom blæsevejret set med hans briller var rimeligt banalt, var han ved Havlykke Strand for at se på, om plasticpladerne ved slæbestedet lå klarede første møde med vinden. Det gjorde de. Om badebroen siger opsynsmanden.

- Der var ingen særlig høj vandstand, men bølgerne slår alligevel op med en enorm kraft. Det er badebroen, efter min vurdering ikke bygget til, men det er da lidt ærgerligt, for den skaber så meget glæde og så meget positiv omtale.

Fredag eftermiddag sendte Guldborgsund Kommune en opdatering på Facebook om broen, hvor det fortælles, at det efter gennemgang kan forventes, at broen er klar til brug igen i slutningen af næste uge.

Ifølge DMI's historik var højest målte vindstød i Guldborgsund Kommune i går 21,4 meter i sekundet. Ved Gedser var middelvinden 14 meter i sekundet.



Brofagene, der er blæst op på stranden. Foto: Oluf Hauerslev
Masser af tang er også skyllet i land. Foto: Oluf Hauerslev
Det er træbeklædningen fra den yderste del af broen, der ikke kunne hamle op med blæst og bølger. Foto: Guldborgsund Kommune