Ny butik har stået klar i månedsvis: Men hvor er købmanden?

Spar har stadig ikke fundet en købmand til sin butik i Vestergade. Foto: Bjarne Arildsen

Dagrofa har endnu ingen aftale i Stubbekøbing på plads.

Offentliggjort Sidst opdateret

STUBBEKØBING: - Hvor er købmanden?

Det tales der om mand og mand imellem i Stubbekøbing, når talen falder på Spars kommende butik i Vestergade.

I flere måneder har den tidligere Netto-butik stået tom og ventet på personale, varer og kunder. Men indtil nu er det kun Spar-skilte og nogle reklamer, der er på plads i vinduerne.

Forår er gået

Efter at Spar fik butikken efter Netto, der rykkede til en ny placering på Alslevvej, bebudede man, at man kunne åbne butik i Vestergade i foråret.

Men foråret er for længst gået, og der er stadig ikke åbnet en Spar. Hvornår det sker, vides ikke.

Folketidende har derfor spurgt Dagrofa, der blandt andet står bag Spar-butikkerne, om, hvornår Spar agter at åbne i Stubbekøbing.

Leder efter købmand

Fra Dagrofa lyder svaret, at man  stadig mangler en købmand til forretningen.

- Vi er fortsat på udkig efter en købmand med det helt rette lokale perspektiv og engagement. Vi fører samtaler med mulige kandidater, men der er endnu ingen aftale på plads, siger Morten Vestberg, kommunikationsdirektør i Dagrofa, til Folketidendes spørgsmål.

Vi leder stadig.

Morten Vestberg, kommunikationsdirektør, Dagrofa

Han tilføjer, at Spar glæder sig til at åbne i Stubbekøbing.

- Så snart det er muligt, tilføjer Morten Vestberg fra Dagrofa.