38 boliger tilhørende Boligselskabet Fjordparken er - efter planen - klar til indflytning i midten af december 2025. De ligger på en grund, der støder op imod Schillers Maskinfabrik. Foto: Maria Glasius LangeMaria Glasius Lange
Byggeriet af den almene del af Schiller-kvarteret har været udfordret af en stor mængde forurening i jorden. Projektet er derfor forsinket, meddeler direktør for boligselskabet.
Men når der findes forurening i jorden til et nyt boligkvarter, er der ikke så meget andet at gøre end at få det fjernet. I hvert fald ikke hvis man spørger Anita Ulrik Sørensen, direktør for Boligselskabet Fjordparken.
- Det kommer til at blive dyrt, og det har taget meget tid. Men vi har prioriteret at få det hele væk, forklarer hun.
Derfor kan man se ganske store huller i den del af byggepladsen, der ligger tættest på Kulturfabrikken.
Det ligner næsten små søer, men det er stedet, hvor forurenet jord er gravet væk fra det kommende boligbyggeri. Foto: Maria Glasius LangeMaria Glasius Lange
Men det er ikke kun på boligselskabets side af vejen, at der er fundet asbest. Det er der også på den anden side af Grønnegårdsvej, hvor Guldborgsund Kommune har fjernet nogle bure til brevduer. Og en del af dette farlige affald ligger fortsat på et indhegnet areal.
Annonce
Det har det gjort i flere måneder, for kommunen har ikke fjernet det.
Indflytning i december
Men det skal der gøres noget ved, lover formand for teknik, klima og miljøudvalget i Guldborgsund Kommune, Jesper Blomberg (M), som vil tage sagen videre til den ansvarlige afdeling.
- Der skal ikke ligge farligt asbest på jorden i så lang tid, tilføjer han, der selv har været forbi for at se indhegningen og markeringen med de gule afspærringsbånd få skridt fra byggepladsen.
På et stykke græs mellem Kohaveskoven og byggepladsen ligger et isoleret område med forurenet jord, som Guldborgsund Kommune har ansvaret for at fjerne. Foto: Maria Glasius LangeMaria Glasius Lange
Anita Ulrik Sørensen forklarer, at indflytningen efter den nuværende plan kan ske 15. december. Dermed er byggeriet forsinket med et par måneder.
Det kommer til at blive dyrt, og det har taget meget tid. Men vi har prioriteret at få det hele væk.
Og der er fortsat meget stor interesse for projektet fra folk, der ønsker at bo i det nye kvarter.
- De personer, der står til at få en bolig, er meget interesseret i projektet og vil blandt andet gerne have at vide, hvor de kan bo, og hvilken indflydelse de kan få på det område. Altså om de kan bo i stueetage, på 1. sal eller i rækkehus. Men boligerne skal være læst ind i vores system, før beboerne kan få mere afklaring. Og det er de ikke endnu, siger hun.
Hun tilføjer, at der er meget stor interesse for rækkehusene, men at ikke alle de interesserede kan få fingrene i den type bolig.
Det er dog et etagebyggeri, der står færdig som det første. Her bliver der plads til 38 boliger, hvor en del bliver på maks 45 kvadratmeter.