Ny formand købte gigantisk gasgrill for at slippe af med særligt rygte

Henrik Fenneberg vil gøre tennisklubben mere imødekommende. Også for mennesker, der er ramt af livet eller af sygdom. Hans egen kone har glæde af tennis - også med sygdommen parkinson. Foto: Maria Glasius Lange

Ny formand for Nykøbing Tennisklub vil af med rygtet om, at tennis skulle være en "lukket klub" forbeholdt overklassen. Derfor har han indkøbt en gasgrill på størrelse med et hangarskib med et vigtigt formål.

Offentliggjort Sidst opdateret

Henrik Fenneberg drikker sin kaffe sort. Han lapper også selv hullet på taget, og hans seneste indkøb til Nykøbing F. Tennisklub er - foruden en enorm manuel tromle - en gasgrill, der han rumme det meste af en køledisk i Føtex.

Alt i alt er han ikke synderligt fin på den. Alligevel har tennissporten, som han i 2019 vendte tilbage til efter 40 års pause, et ry om at være for de rige. Og det kan måske få den gennemsnitlige dansker til at holde sig væk i den tro, at det er en lukket klub.

- Det skal vi væk fra, konstaterer han.

Derfor indfører klubben nu Grill Tennis - et koncept, hvor man hver torsdag fra klokken 18.00-20.00 bare kan møde op, lægge noget mad på grillen og spille med hinanden ganske uforpligtende. Børnene kan spille bordtennis eller løbe rundt og lege, og man kan tage hjem, når man ønsker det.

- Det skal være nemt at spille tennis. Derfor fortsætter vi også med Voksen Intro, hvor voksne kan komme forbi en gang om ugen og låne en ketsjer og ligeså langsomt blive introduceret for reglerne og spillet. Jeg kunne godt tænke mig, at vi gjorde en indsats for folk, der måske er udfordret af livet eller af sygdom. Jeg kan i hvert fald se, hvor stor og god en effekt tennis har på min kone Didde, som har Parkinson. Tænk hvis andre kunne få lige så stor glæde ved tennis som hun.

Mellemgruppen mangler

Selvom tennisklubben i Nykøbing er veldrevet og har cirka 250 medlemmer, så er det ikke nok til en klub af dens størrelse, mener han. Det at skaffe flere nye medlemmer er dermed også en udfordring, han som ny formand kommer til at forholde sig til - præcis ligesom Ole Johansen før ham.

Det at finde en makker skal ikke hvile på nye medlemmers skuldre. Det skal vi nok hjælpe med.

Henrik Fenneberg, formand, Nykøbing F. Tennisklub

Selvom en del nye medlemmer kommer til, så er mange enten fra den ældre generation (30 procent af medlemmerne er over 65 år) eller fra den yngste, der stadig går i folkeskole. Men det er mellemgruppen på 25 år til 45 år, som der er særligt brug for. Det er den gruppe, der skal tage over på bestyrelsesposterne og holde det frivillige arbejde kørende.

Artiklen fortsætter under billedet...

Nykøbing F. Tennisklub har fået ny formand. Egentlig har Henrik Fenneberg "kun" været medlem af klubben siden 2019, men han har masser af ideer og visioner for fremtiden. Blandt andet at gøre klubben og tennissporten mere åben og synlig. Foto: Maria Glasius Lange

For det er takket være dem og deres hårde arbejde, at banerne i tennisklubben i Nykøbing er blandt landets bedste, mener Henrik Fenneberg.

- Når vi får gæster fra andre klubber, kigger de misundeligt på både lokationen, der er fuldstændig ugeneret for private villaer og motorveje. Og på banerne, der er i rigtig god stand. Mit mål er at få Østdanmarks flotteste baner.

En mere synlig klub

Ind i stuen kommer Bennie Andersen, der blot har været medlem i små 14 dage, og som har spillet kamp mod et noget mere erfarent medlem. Det er et makkerskab, han blev hjulpet ind i, da han ankom første gang. For som den nye formand siger:

- Det at finde en makker skal ikke hvile på nye medlemmers skuldre. Det skal vi nok hjælpe med.

Nå, men i hvert fald havde den erfarne makker vundet to ud af tre sæt.

- Men jeg havde matchbold i den første kamp, understreger Bennie Andersen.

Han er blevet medlem, selvom han ikke havde en partner at spille med. Hans datter på seks år ville gerne spille tennis, og det gav ham ideen om også at melde sig ind.

- Klubben kunne måske godt blive mere synlig og samtidig være stolt over, hvad den har. Jeg tror også, at nogen måske kan være lidt skræmte af miljøet, og at det måske er en smule lukket. Samtidig kan man være tilbøjelig til at holde sig væk, hvis man ikke kender reglerne.

Og det er netop vand på Henrik Fennebergs mølle. Både samarbejder med andre foreninger og en mere åben tilgang er på hans liste over opgaver. Men først for står Grill Tennis, der kan opleves denne sommer.