Ny formand - nyt koncept

 

Nykøbing F. Festuge så dagens lys tilbage i 1989 i forbindelse med Nykøbing F.’s 700-års byjubilæum.
Sidenhen har festugen i slutningen af juli og/eller i begyndelsen af august været en årligt tilbagevendende kulturbegivenhed med ikke mindst store og små koncerter på Torvet.
Selvfølgelig skal der igen i år være festuge. Det sker fredag 29. juli til lørdag 6. august og i den forbindelse er sammensat en festugekomité med en ny formand i spidsen, nemlig Jon From, i det daglige salgschef i Folketidende Gruppen.
Og Jon From har for alvor lagt sig selen og har idéer og ambitioner, der skal gøre Nykøbing F. Festuge både mere synlig og mere attraktiv på Lolland-Falster.
- Overordnet er det vigtigst for os at sikre, at festugen bliver afviklet på et økonomisk sundt og forsvarligt grundlag. Festugen fastholdes i sin nuværende struktur, og det skal fortsat være en mangfoldig, hyggelig og berigende oplevelse, lyder det fra Jon From, der som det første som formand har kigget på, hvordan festuger i andre byer konceptmæssigt er skruet sammen og bliver gennemført.
I den forbindelse er det jo ingen hemmelighed, at Vordinborg Festuge hører til en af landets populæreste og mest succesrige, og Jon From har da også haft møde med flere tidligere medlemmer af Vordingborg Festuge.
 
Synlig eksponering
af sponsorer
- Det hele er nu blevet evalueret og drøftet i festugekomitéen, og her er vi kommet frem til et professionelt koncept, som vi arbejder videre med, siger Jon From.
Det drejer sig blandt andet om en ny type sponsorpakker, hvor hovedsponsorerne får en meget synlig eksponering og markedsføring ud af deres deltagelse.
- Det skal så samtidig tilføre festugen yderligere kapital, hvilket kan højne kvaliteten og markedsføringen af festugen, konkluderer formanden, der har store forventninger til dette.
En investering i fremtiden
- Ikke mindst er det vigtigt, at vi kommer godt fra start i år, da vi i høj grad ser det som en investering i fremtiden. Vi forventer nemlig i de kommende år at se en kraftig stigende interesse fra erhvervslivets side omkring festugen, mener Jon From, og afslører, at man allerede har de første større sponsoraftaler på plads, ligesom han forventer at have lukket de sidste i løbet af april.
Virksomheder, der ønsker at vide mere, kan henvende sig til Jon From på tlf. 5488 0200 eller hos festugekoordinator Ole Rechter på tlf. 4028 4079.
 
 
 
 
Foto: Lars Henriksen [ APPELZIIN ]

Nykøbing F. Festuges formand Jon From vil gøre festugen mere attraktiv og forventer også en stigende interesse fra erhvervslivet.

Offentliggjort Sidst opdateret