NY PLAN KLAR TIL BYRÅDET

Stormflodsruten vil på visse strækninger få fast underlag, som det ses på forslaget her. Illustration: LYTT Architecture

Nye ruter, flere muligheder i naturen og bedre forbindelser mellem områder gennemsyrer en ny udviklingsplan for Sydfalster.

Offentliggjort Sidst opdateret

SYDFALSTER:  En større plan for, hvordan Sydfalster kan udvikle sig i årene fremover er landet i Guldborgsund Kommune. Planen skal behandles på det kommende byrådsmøde, men var allerede 23. august  på et fællesmøde mellem teknik, klima og miljøudvalget, samt landdistrikter kultur og fritidsudvalget. Mandag blev den desuden vedtaget af et enigt Økonomiudvalg.

Den 47 sider lange rapport er udarbejdet af arkitektfirmaet LYTT. Forud for den går næsten to års arbejde med borgermøder, møder med erhvervsdrivende og adskillige styregruppemøder. Alle input er kogt sammen i planen.

Helt konkret beskriver arkitektfirmaet tre udviklingszoner i området. En stormflodsrute, Gedser og Marielyst Vest.

Mange kommer for at opleve natur, og det vil vi gerne fokusere skarpt på. Det er unikt, at vi har Danmarks sydligste punkt og det kan man gøre noget med uden at det tivoliseres eller slides ned.

Annemette Schønberg Johnsen (SF), formand, teknik, klima og miljøudvalget

Stormflodsruten strækker sig langs kysten fra Corselitze på østsiden til Bruserup på den vestvendte kyststrækning. Rutens underlag varierer fra en trampesti til en anlagt boardwalk. Undervejs er det muligt at skabe rekreative elementer. For eksempel steder at klæde om, søge ly, dyrke yoga eller ganske enkelt sidde.

Fokus på naturoplevelser

En del af forslagene vil kræve tilladelser fra myndigheder, men umiddelbart vurderer medlem af styregruppen bag Destination Sydfalster og formand for teknik, klima og miljøudvalget Annemette S. Johnsen (SF), at ruten ligger lige for at gå i gang med.

- Det kræves selvfølgelig, at der afsættes penge til det, og at lodsejerne i området er positive, siger hun og understreger, at det ikke er sikkert, at alle rekreative elementer på ruten kan realiseres.

- Men et stisystem vil være godt at sætte i gang. Mange kommer for at opleve natur, og det vil vi gerne fokusere skarpt på. Det er unikt, at vi har Danmarks sydligste punkt, og det kan man gøre noget med, uden at det tivoliseres eller slides ned.

Udover rekreative elementer foreslås det også i planen, at man opstiller såkaldte kystperler. Små forfinede installationer i landskabet, som på billedet her. Illustration: LYTT Architecture


Med stikveje og grusstier vil man lettere kunne komme på tværs af Sydfalster, og der er ligeså smukt på Guldborgsundsiden som i Østersøområdet.

René Christensen (DF), medlem af økonomiudvalget, Guldborgsund Kommune

Også borgmester Simon Hansen (S) synes om planen og arkitekternes bud på, hvordan man får hele Sydfalster til at hænge sammen. Især fremhæver han også muligheden for at gå fra kyst til kyst på Stormflodsruten.

Hele området i spil

Fra Dansk Folkeparti er René Christensen som udgangspunkt tilfreds, efter han mandag var med til at godkende planen i økonomiudvalget.

- Med stikveje og grusstier vil man lettere kunne komme på tværs af Sydfalster, og der er ligeså smukt på Guldborgsundsiden som i Østersøområdet. Det vil komme sommerhusejerne til gode, fordi mange gerne vil bevæge sig og opleve noget natur. Og det kan de få med både rolige naturoplevelser og sælkiggeri fra vandtårnet i Gedser og senere drinks på Marielyst. Det giver absolut mening at få hele området i spil i forhold til turisme.

Vi vil meget gerne være med til at realisere potentialet til at gøre den sydlige spids mere attraktiv med udgangspunkt i destinationsplanen.

Simon Hansen (S), borgmester, Guldborgsund Kommune

Som Folketidende tidligere har beskrevet, ønskede René Christensen, at Guldborgsund Kommune fornyede lejekontrakten med lodsejer Alex Unsgaard for at kunne bruge området og udvikle den turisme, der allerede er der.

- Der var ikke opbakning til at lave en ny lejekontrakt i styregruppen for Destination Sydfalster, men i det mindste burde vi kunne lave en formel kontrakt på skrift med lodsejeren om at kunne bruge området, når lejekontrakten udløber. Det ligger i destinationsplanen, men vi har ikke noget i hånden, siger han og tilføjer, at han derfor ikke kunne tilslutte sig planen.

Et vigtigt samarbejde

Simon Hansen tilføjer, at det vigtigste arbejdspunkt, så snart planen er endeligt vedtaget af byrådet senere på måneden, er samarbejdet med netop lodsejer Alex Unsgaard.

- Vi vil meget gerne være med til at realisere potentialet til at gøre den sydlige spids mere attraktiv med udgangspunkt i destinationsplanen, forklarer han og tilføjer, at lodsejeren netop er medlem af styregruppen.

- Vi er glade for, at han har været med i arbejdet, og nu får vi på byrådsmødet aftalt planen. Men fundamentet skal på plads, før vi kan lave en skriftlig aftale om, hvad der videre skal ske. Men naturligvis kommer der noget på skrift om brugen af den sydligste spids, understreger borgmesteren.

Gedser som fyrtårn

Blandt de steder, man gerne vil udvikle er ikke mindst Gedser, hvor man også tidligere har haft indtil flere planer, der aldrig er realiseret. For Gedser foreslår arkitekterne, at man etablerer et grønt strøg, der binder byen sammen med havet.

Stormflodsruten ledes ad Langgade og små pladser etableres i knudepunkterne hvor Stationsvej, Moltzaugade og Havdegade møder Langgade. Pladserne knytter Langgade og det grønne strøg sammen og giver god adgang til den nye rekreative zone.....I det grønne strøg etableres stisystemer og mindre rekreative punkter som for eksempel legepladser, opholdsmuligheder, samlingspunkter for foreninger og unge, træningsmuligheder og så videre. Det grønne strøg tænkes ikke som en traditionel bypark med klippede plæner og stauder, men i stedet som varierende naturtyper som vi kender fra Sydfalster.

Flere overnatningsmuligheder

Også lystbådehavnen mener arkitekterne, der bør være mere fokus på at gøre hyggelig. Det handler blandt andet om at skabe læ, men de fremhæver også, at kommunen kan understøtte udviklingen ved at skabe bedre betingelser for foodtrucks på området.

Der kan skabes mere hygge på lystbådehavnen og muligheder for, at sæsonbaserede salgsvogne får bedre forudsætninger for at drive forretning. Illustration: LYTT Architecture

Marielyst Vest

Endelig er der Marielyst Vest, hvor LYTT peger på flere områder, hvor man kan øge mulighederne for overnatning. I arkitekternes optik er det mest attraktivt, hvis naturen fortsat er den bærende kvalitet og de foreslår for eksempel blødere overgange mellem natur og matrikler.

I Marielyst Vest lægger arkitekterne desuden op til flere stier, for eksempel langs kanaler og grøfter, mulighed for at sejle i kano på kanalerne, ligesom de foreslår endnu mere fokus på et sammenhængende naturtræk fra Bøtøskoven og op til Marielyst Strandvej. I den natur skal der være rig mulighed for adgang til oplevelser.

Udviklingsplan for Marielyst Vest, hvor markeringer med sorte linjer viser, hvor der kan etableres mere overnatningskapacitet. Illustration: LYTT Architecture

I forordet til selve planen kommer arkitekterne ind på Guldborgsund Kommunes primære opgave.

Fra kommunal side handler det især om at koncentrere investeringer til modning af infrastruktur, udbygning af rekreative muligheder og naturgenopretning. Det handler om at tage bevidste strategiske valg og arbejde for at pulje investeringer - kommunale, kommercielle og fra fonde og statslige puljer. Det handler om at udvikle for fremtiden.

Næste byrådsmøde finder i øvrigt sted 15. september.