Ny plan på vej: Butikslokaler skal kunne omdannes til boliger

Langgade i Nykøbing er et af de områder, der er omfattet af det nye lokalplanforslag. Arkivfoto: Claus Hansen

En ny lokalplan er på vej for Nykøbings bymidte. Den skal blandt andet gøre det muligt at omdanne butikslokaler til boliger.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bybilledet i centrum af Nykøbing kan i løbet af de kommende år måske se meget anderledes ud end i dag.

I sidste uge nikkede politikerne i Guldborgsund Kommunes teknik-, klima- og miljøudvalg ja til at sætte gang i arbejdet med en ny lokalplan for området omkring Slotsgade, Langgade, Frisegade, Store Kirkestræde, Rådhusstræde, Østergade, Nygade, Tværgade og Jernbanegade.

Lokalplanen skal blandt andet give mulighed for at omdanne tidligere butikslejemål i stueetagen til boliger på udvalgte steder, men også forenkle retningslinjerne for opsætning af skilte og facader.

Formålet er at skabe en fremtidssikret ramme for udviklingen af Nykøbings bymidte, så området fortsat kan være et attraktivt handels- og boligområde, oplyser Guldborgsund Kommune mandag i en pressemeddelelse.

- Fortjener at der er liv

- En bymidte fortjener, at der er liv. Borgere og turister forventer, at der er liv i en bymidte, og før i tiden var det i høj grad er op til butikkerne at tiltrække mennesker og liv.

- Men i dag er handelsmønstrene anderledes, og vi skal gøre andre ting for at skabe liv. Vi har som optakt til arbejdet med en ny lokalplan haft møde med flere af de virksomheder, der har ejendomme i Nykøbing bymidte for at være nysgerrige på, hvordan de ser, der kan skabes det liv.

- De efterspørger muligheden for at kunne omdanne tidligere butikslokaler til boliger i visse dele af byen. Derfor bestiller vi nu en ny lokalplan, der blandt andet kan rumme denne mulighed, forklarer formand for teknik-, klima- og miljøudvalget Jesper Blomberg (M).

Lokalplanen skal også lægge vægt på, at byens historiske kulturmiljø som middelalderby bevares.

Arbejdet med den nye lokalplan vil få deltagelse af en følgegruppe med repræsentanter fra blandt andre Vores Nykøbing, Business Lolland-Falster og Nykøbing F. Teater.

Og hos organisationen Vores Nykøbing glæder erhvervs- og citychef André Andersen sig over udsigten til, at der nu er en ny lokalplan på vej.

- Det vil gøre det lettere at drive butik i byen, når der bliver ryddet op i de regler, som i dag kan være svære helt at få overblikket over. Så vi ser meget frem til at reglerne for skilte både på facader og gadeplan bliver mere overskuelige, siger han i pressemeddelelsen fra kommunen.

Den nye lokalplan ventes at blive endeligt vedtaget i slutningen af 2025 eller begyndelsen af 2026.