Ny vurdering på trapperne

De store sommerhuses fremtid er fortsat usikker. Foto: Ingrid Riis

- Jeg afventer stille og roligt, at en ny lokalplan kommer. Jeg forventer egentlig ikke, der bliver tale om en nedrivning, siger entreprenør.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIELYST FERIEBY På det nye byråds første møde i januar stemte et flertal for at sætte arbejdet med en ny lokalplan i bero, så en ny juridisk vurdering af sagen og Guldborgsund Kommunes handlemuligheder kan udarbejdes.

Det drejer sig om den omtalte sag om store sommerhuse ved Marielyst Ferieby, som ikke kan rummes i den gældende lokalplan.

Der er gået 59 dage siden byrådsmødet. En af ejerne af de nye huse tager det med ophøjet ro.

- Jeg afventer stille og roligt, at en ny lokalplan kommer. Jeg forventer egentlig ikke, der bliver tale om en nedrivning, siger entreprenør Torben Skab.

Naboen i et af de gamle huse i feriebyen, Flemming Nielsen, har hele tiden argumenteret imod husenes placering ved den tidligere ferieby. Han mener, den juridiske vurdering kommer til at handle om placering af ansvar.

- Hvis Dansk Folkeparti og socialdemokraterne skal leve op til valgløfterne, bliver der tale om en undersøgelse, der konkluderer, hvor regningen for nedrivningen skal sendes hen. Der mener vi jo, at bygherre skal betale det meste selv, fordi han byggede videre efter at være blevet advaret. De resterende tre huse kan de politisk ansvarlige komme til at stå på mål for, lyder det fra Flemming Nielsen.

På byrådsmødet 20. januar skabte sagen igen debat. Oppositionen ville gerne have indflydelse på, hvilke spørgsmål man ville stille en uvildig jurist, men det afviste Guldborgsund Kommunes nye borgmester, Simon Hansen (S).

I et skriftligt svar til Folketidende fortæller borgmesteren, at en ny juridisk vurdering forventes at komme til behandling på byrådsmødet til april.