Nye skilte og ingen odder-rapport

Her er det på Krenkerupvej, man kan se et af de 10 nye skilte, der er stødt til de to oprindelige på Stadionvej. Foto: Peter Foersom

Mange trafikanter har set skiltene - Nu afventes rapport, som kan vise om odderne rent faktisk er i området.

Offentliggjort Sidst opdateret

En af Danmarks største, sjældne og sky rovpattedyr huserer sandsynligvis stadig i det østlollandske landskab, selv om der efter halvandet års forskningsarbejde stadig ventes spændt på udfaldet af odder-rapporten fra Aarhus Universitet.

Den har været godt fremme i Folketidendes spalter det seneste halvandet års tid, og nu figurerer den såmænd også på 10 nye skilte rundt omkring i det østlollandske landskab. Det er den østlollandske odder - eller odderne - som der her er fokus på, og hos biolog og chefkonsulent Anita Pedersen fra Center for Teknik & Miljø er der en enkel forklaring på de nye skilte.

- Vi ved, der har været og formentlig stadig er en odder-han omkring Sakskøbing Å og flere andre steder i lokalområdet. Men vi ved ikke, om der fortsat kun er én han og måske flere hunner i området. En odder-han har adskillige hunner, som han bevæger sig langt omkring for at opsøge, og derfor er der grund til at skilte flere steder, lyder det fra Anita Pedersen.

Her er den frosne odder fra Stadionvej, hvor den blev påkørt i 2020. Posen med både en mor samt en odder-unge kom senere til Aarhus Universitet og her Institut for Ecoscience - Faunaøkologi og oddereksperten Morten Elmeros. Som tidligere beskrevet er der DNA-analyseret på de østlollandske oddere for at afgøre, hvor de kommer fra. Det arbejde ventes præsenteret i en kommende rapport. Foto: Morten Elmeros
Også på Hydesbyvej er der odder på tavlen. Det er i øvrigt også planen at lave odder-faunapassager under eksempelvis Stadionvej ved Sakskøbing, da oddere ikke kan lide at få våde tæer under en mørk bro og derfor går op på vejen i stedet for. Foto: Peter Foersom