Nykøbing tur/retur: Nye fjernbusruter snart på vej
Modelfoto Foto: Frederick M. Brown/Ritzau Scanpix
Frederick M. Brown/Ritzau Scanpix
Liberalisering sætter DSB under pres
NYKØBING DSB har monopol på fjerntrafikken fra Nykøbing. Men det ændrer sig sandsynligvis snart.
- Der kommer helt sikkert en fjernbusrute mellem Nykøbing og København. Hvem det bliver, ved jeg ikke, men jeg vil ikke afvise, at vi vil gå ind i et samarbejde med for eksempel Flixbus om ruten. Dem samarbejder vi i forvejen med. Men andre lokale spillere eller selskaber fra København kan også tænkes at oprette en fjernbusrute, siger John Jalkiewicz, der ejer John's Turist- og Minibus Aps i Nykøbing.
Udmeldingen kommer på baggrund af et forslag fra regeringen og Dansk Folkeparti om at liberalisere reglerne for fjernbustrafik. De nye regler betyder en forenkling, hvor alle busselskaber kan oprette fjernbusruter. Eneste regel er, at ruterne skal være på mindst 75 kilometer.
- Fjernbussen er en populær og billig transportform, som skal have friere rammer til gavn for borgere i hele landet, siger transportminister Ole Birk Olesen (LA).
John Jalkiewicz ser frem til, at DSB får mere konkurrence.
- Hidtil har det været svært at oprette nye fjernbusruter. Hver gang en ny rute er blev sendt ind til Trafikstyrelsen og er kommet i høring, har DSB og Movia forhindret det med argumenter om, at der allerede findes offentlig transport på strækningen, siger John Jalkiewicz.
Den øgede konkurrence ser John Jalkiewicz frem til. Men han frygter, at DSB vil gøre meget for at udkonkurrere de nye fjernbusruter.
- DSB kan altid sænke prisen og give rabatter. Det er jo pudsigt, at DSB udbyder orange-billetter på alle strækninger, hvor der er fjernbusruter, men ikke på de strækninger, hvor der ingen fjernbusruter er til at konkurrere med toget.
Trafikstyrelsen har lavet beregninger, som viser, at forslaget fra regeringen og Dansk Folkeparti vil føre til flere billigere fjernbusruter, og at der vil være grundlag for at øge antallet af fjernbusrejser med 38 procent. Eller 600.000 passagerer årligt.
Transportministeriets beregninger viser, at halvdelen af de 600.000 nye passagerer slet ikke ville rejse, hvis ikke det var for de nye ruter. Men de viser også, at resten hentes fra blandt andre DSB.
Hos det store private tyskejede busselskab Flixbus overvejer man at lave en fjernbusrute mellem Nykøbing og København.
- Vi hilser udspillet velkomment, da mulighederne for at betjene passagerer i yderområderne øges. Lolland-Falster vil være et af de områder, vi vil kigge på, når forslaget er helt fastlagt, siger Winnie Høyer, der er chef for Flixbus i Danmark.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker