NYT GRØNT BOLIGKVARTER TAGER SIG FLOT UD PÅ SKITSER

Her ses et eksempel på nybyggeriet, som det kan komme til at se ud ved Saxkjøbing Sukkerfabrik. Skitse: Sweco Architects

Med projekt Sukkervænget og her et helt nyt grønt kvarter ved Saxkjøbing Sukkerfabrik er det visionen at omdanne det tidligere areal ved sukkerfabrikken til et nyt attraktivt og blandet boligområde på kanten mellem natur og by. Tanken er at lave en bebyggelse, der omfavner naturen og inviterer den inden for.

Offentliggjort Sidst opdateret

SAKSKØBING: Planerne om at opføre et helt nyt grønt kvarter i Sakskøbing - nærmest en helt ny bydel bestående af 165 boliger ved Saxkjøbing Sukkerfabrik - blev beskrevet tidligere på sommeren her i Folketidendes spalter.

Og med hjælp fra skitser fra Sweco Architects, som er arkitektfirmaet bag en 48 sider stor projektmappe om "Sukkervænget - Et nyt grønt kvarter ved Saxkjøbing Sukkerfabrik", kan der her på siderne fortælles en hel historie om det byggeprojekt, som ser ud til at kunne blive et af Sakskøbings mest spektakulære af slagsen.

Grønt lys skal der til

Bygherrer for det store projekt med de mange boligtyper er som tidligere omtalt Martin Skibsted med 20 procent af etagearealet med private boliger og Sakskøbing Boligselskab med resten af etagearealet opført som almene boliger.

Både miljøscreening og jordbundsprøver er der sat gang i, men naturligvis skal der først være grønt lys fra Guldborgsund Kommune til at køre videre med projektet, hvilket formand for Sakskøbing Boligselskab Lene Rørholt også slog fast i den tidligere omtale af projektet.

Her skal det med, at den overordnede idé bag helhedsplanen for det totale grundareal på 42.509 kvadratmeter med en bebyggelsesprocent på 35 er at skabe en robust og oplevelsesrig bebyggelse - i tæt kontakt til naturen, med varieret arkitektur og forpligtende fællesskaber.

Vi har set en mulighed i at supplere den særlige sakskøbingensiske identitet ved at lave en ny form for punkthuse, der med en særlig tagprofil skaber en sammenhæng til byens andre tårne og sukkerfabrikkens særlige karakteristiske tagudformninger.

Sweco Architects

- Vi har set en mulighed i at supplere den særlige sakskøbingensiske identitet ved at lave en ny form for punkthuse, der med en særlig tagprofil skaber en sammenhæng til byens andre tårne og sukkerfabrikkens særlige karakteristiske tagudformninger, lyder det i tegningsmaterialet.

Mod det centrale rum for det nye grønne kvarter er det således tanken at etablere såkaldte punkthuse i op til fire etager omkring et indre pladsstrøg.

Sammenhængende stier

- Vi forbinder bebyggelsen med den omkringliggende by i et sammenhængende stiforløb, der også giver adgang til sukkerfabrikken mod øst og de eksisterende bebyggelser mod nord, lyder det også i projektbeskrivelsen.

Og langs vådområderne i forbindelse med det nye kvarter er det hensigten at etablere supplerende grønne områder med høj biodiversitet til rekreation og leg, og de to grønne områder skal forbindes med hinanden via udlagte økokorridorer.

Centralt i bebyggelsen udlægges der et fælles kvartertorv, hvor områdets fælleshus kaldet kvarterhuset placeres som et tiltænkt "hængsel mellem det urbane og det grønne miljø".

Mod den kunstige sø er det tanken at skabe mulighed for at etablere nogle særlige søhuse på pæle i vandet - hvis myndighederne altså tillader det.

Søhusene vil i givet fald komme til at ligge med direkte adgang til den mindre lagune, der er en reminicens fra søens fortid som bassin for sukkerfabrikken.

Det skal blive spændende at følge planerne for det samlede bebyggelsesareal på 15.008 kvadratmeter med i alt otte forskellige bebyggelsestyper. Og Folketidende følger naturligvis op på sagen på et senere tidspunkt.

Otte bebyggelsestyper

Projektet Sukkervænget rummer planer om opførelse af 15.008 kvadratmeter samlet boligareal fordelt ud på fem parcelhuse på hver 150 kvadratmeter, 18 etplans-rækkehuse på hver 89 kvadratmeter, 30 halvandetplans-etageboliger på hver 80 kvadratmeter, 10 søhuse på hver 125 kvadratmeter, 22 toplans-etageboliger på hver 89 kvadratmeter, 16 toplans-rækkehuse på hver 89 kvadratmeter, 12 to og en halvplans-etageboliger på hver 83 kvadratmeter og endelig 52 punkthuse på hver 89 kvadratmeter.