NYT OM LOVET BADEBRO VED BÅDELAUG

En ny og helt simpel badebro skal ligge ved Nordre Bådelaug i Nykøbing, og den forventes nu at kunne stå klar i foråret 2023. Foto: Anders Knudsen

Den lovede badebro ved Nordre Bådelaug mangler stadig. Men hvorfor egentlig, når nu pengene er fundet for længst?

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Det er efterhånden år siden, at daværende borgmester John Brædder præsenterede udsigterne til en ny badebro. Pengene var afsat, tegningerne var lavet og sendt af sted til myndighederne.

Og så skete der bare aldrig mere.

Men manglen på en badebro påvirker livskvaliteten negativt, forklarer Hannah Karina Mikkelsen, der har været en flittig bader ved især Nordre Bådelaugs private bro, indtil den for et år siden blev lukket for udefrakommende i forårs- og sommermånederne.

- Hvor er det utroligt at bo så tæt på vandet, og så er der ikke en eneste mulighed for at bade, siger hun.

I stedet bruger hun benzin på at køre ud til de øvrige kyster på Falster. Stubberup, Nysted, Sillestrup. 100 kilometer på tre dage.

Jeg bliver så rørt, når jeg bader med 80-årige kvinder, der har rynket hud og en krop i forfald, men som er stærke og nyder vandet.

Hannah Karina Mikkelsen, badeglad borger

Forleden beskrev hun det på Facebook:

- Her til aften cyklede jeg til Nordre Bådelaug for at se solen gå ned. Jeg savner sådan at kunne cykle ud til Guldborgsund og få en morgen- og aftensvømmetur. En badebro, som den der er sat op på den skønneste hvide sandstrand på Marielyst, kunne være skøn at have i Nykøbing. Så vil alle dem der ikke har bil, også få mulighed for at bade. Det vil højne livskvaliteten for mange.

At mødes over en solnedgang

Men egentlig behøver det ikke engang at ligne badebroen i Marielyst, tilføjer hun over telefonen. Det kan også være simpelt men godt som i Stubbekøbing, hvor man kan klæde om i et skur og lægge sine ejendele i en kasse på væggen.

Kystdirektoratet tror desværre, at vi kunne have planer om på sigt at etablere et større anlæg på land ved siden af badebroen, og det har de bedt om tegninger for, før de godkender badebroen. Men det er der ikke planer for. Vi ønsker blot en badebro.

Simon Hansen (S), borgmester, Guldborgsund Kommune

- Jeg bliver så rørt, når jeg bader med 80-årige kvinder, der har rynket hud og en krop i forfald, men som er stærke og nyder vandet. Og når jeg står og betragter solnedgangen og mødes med mennesker, jeg ikke ellers ville have mødt, og glædes over det smukke område, vi bor i. Det er en kæmpe årsag til den store livskvalitet, der er ved at have en badebro, siger hun.

Færre ambitioner

Borgmester Simon Hansen (S) forklarer, at ansøgningen er sendt af sted og igennem længere tid har ligget hos Kystdirektoratet.

- Kystdirektoratet tror desværre, at vi kunne have planer om på sigt at etablere et større anlæg på land ved siden af badebroen, og det har de bedt om tegninger for, før de godkender badebroen. Men det er der ikke planer for. Vi ønsker blot en badebro, siger han.

Han er bevidst om, at der er en stor bevågenhed og interesse for en helårsbadebro ved Nordre Bådelaug, og derfor arbejder kommunen videre med at realisere en simpel badebro. Den får en dimensionering og placering, som vil medføre en enklere myndighedsbehandling, forklarer direktør for teknik og miljø, Christian Refstrup.

Samtidig er det miljømæssigt muligt at etablere en badebro netop her.

Guldborgsund Kommune forventer at kunne påbegynde etableringen af en helårsbadebro i efteråret 2022, og at den kan stå færdig i foråret 2023.