Øget trafik på ny havnefront bekymrer naboer: - Det bliver helt umulige forhold
Havnefronten skal omdannes væk fra erhverv og hen mod flere boliger og kultur. Flere høringssvar er - eller har været - i offentlig høring. Arkivfoto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
10 høringssvar har Guldborgsund Kommune modtaget fra naboerne til lokalplan for en del af den kommende havnefront i Nykøbing. Flere bekymrer sig over omfattende støjforurening og mange flere biler.
80.000 mennesker forventes årligt at besøge den kommende havnefront i Nykøbing, når den står færdig. Dertil kommer nye beboere til boligerne, besøgende til Bastebrohuset samt et rådhus, hvor der yderligere skal beregnes op til 500 biler på daglig basis.
Det giver et liv til området, men hvor skal alle disse mennesker egentlig parkere?
Det har flere borgere bedt om svar på igennem høringssvar til Guldborgsund Kommunes forslag til lokalplan 230.
Lokalplanen indeholder forslag, der kan muliggøre 65-75 boliger i form af både byhuse, rækkehuse og etageboliger. Bastebrohuset, som er et nybyggeri på op til 8.500 kvadratmeter til Museum Lolland-Falster, bibliotek, Billedkunstskolen samt kontorer og en museumscafé.
Den rummer også Bropladsen, som ligger ved Bastebrohuset, samt en en omdannelse af vejen Havnepladsen og stier gennem havnens kommende byrum. Den eksisterende Sukkerhal skal omdannes til parkeringshus, der skal laves klimasikring, og man vil bevare den bevaringsværdige bygning Vejerboden.
Flere p-pladser i spil
- For os der bor lige op til det kommende Bastebrohuset, bliver det helt umulige forhold. Det er helt nødvendigt med et P-hus, for eksempel tilsvarende det, der er opført tæt på stationen i Næstved, skriver Vagn Marcussen i et høringssvar.
Men det bliver ikke et p-hus, der skal kunne opbevare alle de mange biler, som i fremtiden vil opholde sig på havnefronten, lyder det i et svar fra kommunen.
- Inden for lokalplanområdet kan det samlede behov for parkering til Bastebrohuset ikke løses. Der vil derfor blive arbejdet med at skabe større udskiftning på den kommunale p-plads ved Havnepalæet, så også gæster til Bastebrohuset kan bruge dem. Dertil kommer at havneudviklingsprojektet arbejder med P-løsninger der skal dække det samlede behov i Sukkerladen i syd, hvor der med lokalplanen gives mulighed for op til 500 pladser.
Bekymret for støjniveau
Til Folketidende har projektleder Nina Munk udtalt, at man håber at se færre bilpendlere, når rådhuset rykker til centrum af Nykøbing. Forventningen er, at en del vil bruge cyklen eller gå fra toget.
Derudover skal en nuværende tankstation på Fejøgade nedlægges og laves om til p-pladser.
- Det er således vurderingen af der samlet skabes nok parkeringskapacitet på havnearealerne, som også vil komme beboere der ikke har adgang til private parkeringsløsninger til gode, lyder vurderingen fra kommunen til et høringssvar.
Andre borgere er bekymrede for det kommende støjniveau på Fejøgade.
- Det er bekymrende, at der i undersøgelsen af støjberegningen, ikke er forholdt sig til støjen fra Jernbanen. Dato for målingen af støj er sommer 2023, og der kørte ingen tog. Det vil under alle omstændigheder blive en belastning, når planen er, at der skal køre meget store og tunge godstog over broen om natten, skriver en borger i sit høringssvar.
Rådhus indgår i analyse
Men miljørapporten, der er foretaget af Sweco, har taget højde for støj fra jernbanen, lyder svaret. Vurderingen er lavet ud fra "relevant viden omkring fremtidige støjniveauer."
På samme måde har trafikanalysen, som Rambøll har stået for i 2023, også taget højde for rådhuset og dets mange medarbejdere, selvom dette projekt blev besluttet sent i processen. Det har nemlig hele tiden været planen, at der skulle være et kontorbyggeri på den plads, hvor DK-Beton har holdt til igennem mange år.
Derudover er der kalkuleret med cirka 450 nye boliger på havneområdet.
Højden på boligbyggeri og Bastebrohuset påtales også i flere høringssvar.
- Der er lagt vægt på at "sikre udsigt og adgang til vandet for alle borgere i kommunen", hvilket vi ikke finder foreneligt med, at man samtidig vil tillade bebyggelse op til 4 etager, med en bygningshøjde på 15,5 meter, lyder det fra Christoffer Dahl.
Her er svaret, at hensynet til byens silhuet og de karakteristiske bygninger nær havnen skal fastholdes bedst muligt, og at bebyggelse holdes så lavt som muligt.