Øl og rockmusik: Forrykte hippier indtager Anlægget

På billedet klapper publikum af sangerinden Naja Rosa, der lige har optrådt på festivalen Kun For Forrykte. Foto: David Arnholm

Festivalen Kun For Forrykte er i gang, og gæsterne nyder fredag rockmusikken i Anlægget i Stubbekøbing. Og senere på aftenen kan festivalgængerne opleve en vaskeægte rocklegende.

Offentliggjort Sidst opdateret

Stemningen er god på årets Kun For Forrykte i Stubbekøbing. En festival, hvor "vildt glade" gæster fredag har kopperne fyldt op med øl, mens de nyder rockmusikken, og hvor duften af hash til tider rammer festivalgængerne.

Det fortæller Folketidendes journalist over telefonen, mens det genskabte rockband Beefeaters brager i baggrunden.

Kun For Forrykte blev etableret tilbage i 2019. Hippieånden fra Woodstock lever i Stubbekøbing, når blues, psych- og folkrock kan høres i Anlægget.

Og hvis man ser øverst på årets plakat, finder man navnet Glenn Hughes. En sanger og bassist, der har været verden rundt som soloartist og været medlem af ikoniske rockbands som Deep Purple og Black Sabbath. Han spillede fredag aften.

Udover verdensstjernen kan man på festivalen også opleve blandt andre sangeren Peter Sommer og sangerinden Naja Rosa.

Vokseværk

Kun For Forrykte er en festival med vokseværk.

Da Folketidende talte med festivallederen Frederik Schnoor tidligere på ugen, oplyste han, at festivalen havde sat rekord i forsalget af billetter i forhold til samme tid sidste år.

Og der var festivalen meget tæt på, at de 1800 billetter allerede var væk.

Læs også: Frederiks festival slår rekord

Det var ikke alene det gode billetsalg, som festivallederen glædede sig over. Også årets program var han svært tilfreds med.

- Jeg synes, vi lykkes med at dyrke syrerocken og samtidig også give plads til nyere trubadurer og sangerinder, som man måske kunne kalde for kulturarvsartister, fortalte Frederik Schnoor, der selv har et helt særligt forhold til føromtalte Beefeaters.

Det er nemlig ham, der er bandets forsanger. Se ham i aktion - og mærk festivalstemningen i videoen her: