Øl-røver endelig anholdt

Den unge mand, som de seneste dage har terroriseret tank-personale og butiksansatte i Nykøbing ved først at hente en kasse øl uden at betale for den og bagefter true personalet med tæsk, har drukket sin sidste gratis bajer i denne omgang.

I fredags blev manden - en 18-årig fra Næstved - lagt i håndjern, efter en episode hos Spar-købmanden på Enighedsvej, hvor han atter gentog sin ugerning.

Politiet var dog hurtigt fremme, og så blev den 18-årige anholdt.
En jævnaldrende medgerningsmand nåede at flygte.

Røveren blev løsladt efter endt afhøring, men kan se frem til et møde med en dommer i retten på et senere tidspunkt.

Udover røveriet mod Spar, mener politiet også, at han har begået røverier mod tankstationerne Statoil og Shell i Nykøbing.




Ung mand, som de seneste dage har terroriseret tankstationer og en købmand i Nykøbing, stoppet.

Offentliggjort Sidst opdateret