Ønske om stop for solceller og vindmøller sætter gang i debatten

Er solceller på markerne en god idé eller ej? Det debatteres blandt andet på Folketidendes facebookside. Arkivfoto: jan Knudsen

Byrådsmedlem i Guldborgsund Kommune, Chris Weber, ønsker et totalt stop for opsætning af nye solceller og vindmøller i kommunen. Det har sat gang i debatten på Facebook.

Offentliggjort Sidst opdateret

Skal der indføres et totalt stop for opsætning af nye solceller og vindmøller i Guldborgsund Kommune?

Det kunne byrådsmedlemmerne Chris Weber fra Dit Guldborgsund og Paw Hallandson fra Sydhavslisten godt tænke sig - og det synspunkt uddybede Chris Weber i en artikel i Folketidende forleden.

Det har efterfølgende affødt en debat blandt flere brugere på Folketidendes facebookside.

- Må give dem ret. Kender en, som har en gård på Lolland, og de bliver omringet af solceller. Kunne være politikkerne og storbymenneskene skulle komme ned og se, hvad man gør ved god landbrugsjord. Desuden mærker man jo intet til det i forhold til elpriserne, skriver eksempelvis Gitte Klemmensen.

Jette Kruuse Langemark er heller ikke fan af flere solceller på markerne.

- Det er skørt. I fremtiden kommer vi til at mangle fødevarer. Alligevel plastre man noget af Danmarks bedste landbrugsjord til med solceller. Vores elnet hernede er ikke engang klar til mere el. Sæt solceller på bygninger og dæk parkeringspladser og eventuelt lossepladser, skriver hun blandt andet.

Henrik Nordahl Nielsen mener ikke, at der bør sættes mere op end til at dække Lolland-Falster eget forbrug af el.

- Ret beset burde man jo ikke plastre mere til, end hvad LF forbruger. De øvrige landsdele må selv sørge for at få sat det op i deres egne, skriver han.

Nogle ser hellere, at man satser på en anden energikilde.

- Atomkraftværk er at foretrække. Og hvis der skal være solceller, så skal det kun være på tage af bygninger, og al nybyggeri, privat og erhverv, skal have solceller på taget, skriver Allan Hansen Kiemer.

Lars Nyman er enig og siger det helt kort i sin kommentar:

- Atomkraft er vejen frem!

Debatten fortsætter givetvis i den kommende tid.