Opbakning strømmer ind til McDonald's-medarbejdere

Folketidende.dk's facebookside er oversvømmet med roser til de McDonald's-ansatte, der fredag aften nedlagde arbejdet. Arkivfoto: Ingrid Riis

Fredag aften nedlagde de ansatte på McDonald's i Nykøbing arbejdet. Beslutningen møder stor opbakning.

Offentliggjort Sidst opdateret

Omkring klokken 22.30 fredag aften lukkede McDonald's i Nykøbing pludselig ned, selvom burgerrestauranten normalt holder åbent et godt stykke ud på natten. Det kan du læse mere om her.

En af gæsterne, der var på stedet, da spisestedet lukkede, har fortalt Folketidende, at de ansatte nedlagde arbejdet i protest mod arbejdsforholdene.

Efter historien er kommet på folketidende.dk's facebookside, er der udelukkende opbakning og kærlighed at spore mod de ansatte, der valgte at lukke restauranten.

Seje, unge mennesker

I skrivende stund har opslaget på 75 minutter fået 195 reaktioner, hvoraf langt de fleste er "synes godt om" eller hjerter. Dertil kommer 95 kommentarer, hvoraf de fleste er ros til medarbejdernes beslutning om at nedlægge arbejdet.

Birthe Reinholt Johansson skriver: "Så sejt gået, stor respekt til jer."

"Sikke et mod og overskud. TAK," bemærker Gitte Strandgaard i en kommentar, mens flere også bemærker, at der er tale om unge mennesker.

"Hvor er det sejt at de unge mennesker siger fra! Husk at være medlem af en fagforening der hjælper i sådanne sager!" skriver Katja Lorenzen.

Pia Elise Hansen Krog mener, at nedlæggelsen af arbejdet er "helt fair": "Arbejdsforholdene skal være i orden. Godt gået, i arbejdsomme unge mennesker, I skal ikke finde jer i alt," skriver hun, mens Mike Friis Marcussen i samme boldgade bemærker: "Virkelig godt gået af medarbejderne i Nykøbing. INGEN skal finde sig i dårligt arbejdsmiljø og dårlige chefer. Det er livet for kort til."

Jesper Jørgensen skriver følgende: "Godt gået. Et lille, men vigtigt, bevis på at det er det arbejdende folk der har magten, hvis de tager den."