Opgaven hedder Gedservej
Skolebestyrelse og S-formand rykker for sikker skolevej.
NYKØBING Det handler ikke om alternative ruter eller nye parkeringspladser. Opgaven hedder sikring af Gedservej som skolevej til Østerbroskolen i Nykøbing. Det er budskabet fra skolebestyrelsen, som netop igen har haft sikker skolevej for den nye skoles 550 børn på dagsordenen.
- Det er meget skuffende, at tiden er gået, og skoleåret er gået i gang, uden at sikkerheden på Gedservej er kommet på plads. Vi vil i en ny dialog med politikerne i teknik-, miljø- og ejendomsudvalget, siger formand Henrik Steen Jensen, som er spændt på, hvilke to forslag, udvalget ifølge udvalgsformand Peter Bring-Larsen (G) arbejder på. Men hvis det ikke handler om etablering af enten en klassisk cykelsti eller en delt cykel/gåsti på Gedservej, er det en ommer, mener skolebestyrelsen.
- Vi køber ikke påstanden om, at der ikke er plads, fastslår Henrik Steen Jensen.
Også formanden for børn-, familie- og uddannelsesudvalget, Simon Hansen (S), har blikket rettet mod Gedservej i løsningen af sikkerhedsproblemerne for små cyklister.
- Jeg forstår godt, at det er svært at forklare børnene, at de ikke skal cykle ad den mest direkte vej. Det har vi også anerkendt ved det seneste budgetforlig, hvor vi har afsat penge til blandt andet at forbedre forholdene for cyklisterne på Gedservej. Teknik og Miljø og Trafiksikkerhedsrådet har løbende drøftet forskellige løsninger, desværre uden at være kommet frem til den rigtige model endnu. Jeg ved, at vi politisk snarest vil blive præsenteret for forskellige løsningsmodeller for afviklingen af trafikken i området. Det løser naturligvis ikke udfordringen her og nu, men den sikre skolevej på Gedservej er bestemt ikke glemt, lover Simon Hansen.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned