Opgaver til flere dage

Et 23 meter langt grantræ væltede ned over et udhus i Gedseby. Anders Jørgensen fra LF Autohjælp arbejder med at begrænse skaderne. Foto: Claus Hansen

Rydder op i sommerhusområderne efter stormen.

Offentliggjort Sidst opdateret

ØSTKYSTEN - Kan du ikke sende en sms, så vender jeg tilbage, siger Anders Jørgensen fra LF Autohjælp.

I baggrunden høres både støj fra motorsav og blæst. Han er på opgave for Skadeservice og har travlt med at skære træer op, der måtte give fortabt efter stormen Nora og senest også blæsevejret natten til mandag.

En anden, der har travlt, er Finn Rasmussen hos Marielyst Vognmandsforretning.

- Vi kører på livet løs. Vi har fået 10 sager ind fra morgenstunden, men mange har jo slet ikke været ved deres huse endnu, siger han og understreger, at problemerne ikke kun findes blandt træer, der allerede er væltet eller truer med det.

- Det største problem er, at selv om træet ikke vælter, kan det have fået et chok i roden, fordi den er blevet trukket, ligesom en elastik. Det kan betyde, at roden dør. Nogle ser man det ikke på, men det kan komme senere, forudser han.

Finn Rasmussen understreger, at jorden er sandet i området, så træerne står og vugger en del.

- De ryster det sand af sig, der holder dem på plads, og fordi flere af de store gamle fyrretræer er svækkede af en svampesygdom, vælter de nemmere, lyder det fra Finn Rasmussen.

Roligt fald

Folketidende har mandag kontakt til flere grundejerforeninger fra Marielyst til Elkenøre, der bekræfter, at det primært og desværre er de gamle fyrretræer, der vælter.

Men også længere sydpå, for eksempel i sommerhusområdet ved Gedesby, er der opgaver for folk som Anders Jørgensen og Finn Rasmussen.

Da klokken er 16.30, har Anders Jørgensen tid til at ringe tilbage:

- I starten var det Falck, vi hjalp på vejene, men nu er det de private boliger, vi sikrer. Ikke mindst sommerhusene, hvor nålestræerne typisk lægger sig henover husene, fordi jorden er så fugtig, og grundvandet står højt. Det er hele rodnettet, der løsner sig, så faldet sker roligt, fortæller han.

Efter dagens fjerde opgave er han nået bunken igennem, men også han forventer, at der vil komme flere opgaver i de kommende dage.

- Sådan har det været de andre gange, lyder det fra Anders Jørgensen.